Politisk trekantsdrama: Kendis flirter med flere partier

Både Per Ørum og Dansk Folkeparti vil have fat i modeeksperten Jim Lyngvild.

Modeeksperten Jim Lyngvild har luftet ideen om, at han gerne vil være politiker.

Det er sommer. Det er varmt.

Og så kan man da godt blive fristet til at flirte lidt. I flere retninger.

I hvert fald hvis man er den kendte modeekspert Jim Lyngvild.

Under Folkemødet luftede han ideen om at skifte branche og i stedet blive politiker. Og det er blevet bemærket flere steder.

Således bejler det nystartede parti Demokraterne, med det tidligere konservative folketingsmedlem og den tidligere formand for Kristendemokraterne Per Ørum i spidsen, til Jim Lyngvild.

- For os ville det være et godt match. Vi vil gerne bryde tabuer, og her ville Jim være et kæmpe boost, siger Per Ørum.

Hvis en større fisk kommer forbi

Jim Lyngvild har nu fået Demokraternes værdiprogram til gennemsyn. Og han er ikke blevet forskrækket.

- Jeg flirter med alle, jeg lukker ingen døre. Men hvis jeg skal gøre det, skal jeg gøre det 100 procent. Jeg holder døren åben til Per Ørum, men hvis der kommer en større fisk forbi, kroger jeg den, siger Jim Lyngvild og henviser til, at Demokraterne stadig mangler godt 20.000 underskrifter for overhovedet at få lov til at stille op til folketingsvalget.

Hvis Jim Lyngvild skal tilslutte sig Demokraterne, vil han være helt sikker på, at partiet ikke blot vil udnytte, at han har et stort netværk.

- Jeg har jo 80.000 vennner på Facebook, så der er en god chance for, at det lykkes dem at få underskrifter nok. Men ren værdimæssigt kan jeg godt følge dem. Nu må jeg se, hvilke partier jeg ellers er enige med, siger Jim Lyngvild.

Per Ørum afviser, at han er tiltrukket af Jim Lyngvilds popularitet på de sociale medier.

- Der er selvfølgelig en bekymring med hensyn til kendiseffekten og Jim Lyngvild, hvis folk så ikke kan tage os seriøse. Men Jim kan bryde lydmuren hos os i forhold til omverdenen. Han er den lille dreng i kejserens nye klæder, siger Per Ørum.

DF vil også

Jim Lyngvild bliver dog flået i fra flere sider. Han er nemlig gode venner med Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard, og over for hende har han nævnt, at Per Ørum er interesseret i ham.

- Pia sagde; det gør du ikke, Jim. Så skal jeg nok få dig herover inden, siger Jim Lyngvild.

Facebook
Twitter