Politisk vrede efter nye kræft-tal

Mens forskere har påvist længere ventetid for kræftbehandling end hidtil antaget, venter og venter og venter Folketingets Sundhedsudvalg på tal. For dårligt, mener De Radikale.

Ventetiden på at komme i behandling for kræft er længere, end hidtil antaget. En undersøgelse fra Aarhus Universitet dokumenterer, at over halvdelen af patienterne må vente mere end 100 dage. (© AP Graphics)

Det Radikale Venstre er utilfredse med, at sundhedsministeren ikke for længst er kommet frem med tal, som dem fra Aarhus Universitet, der nu viser, at kræftventetiderne er endnu længere end hidtil antaget.

Men de århusianske forskere har opgjort tallene, venter Folketingets Sundhedsudvalg stadig på ministeriets tal, som blev lovet til før julen, men som nu først forventes til efteråret.

Kan ikke gøre noget uden tal

- Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi snart får de her tal. Før vi har dem, kan vi jo ikke gøre noget, siger sundhedsordfører Charlotte Fischer.

Den radikale politiker forstår ikke, hvorfor udvalget først får sin undersøgelse til efteråret, når sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, at det er muligt at udarbejde tallene allerede nu.

Vil gerne prioritere kræftpatienterne

- Hvis det nu viser sig, at der er så enormt lange ventetider på kræftområdet, så synes jeg jo meget hellere, at man skal bruge de kræfter på at sætte ventetiden ned for kræftpatienter, i stedet for at sætte ventetiderne ned for patienter med åreknuder eller andre mindre alvorlige skavanker, siger Charlotte Fischer.

Hos Dansk Folkeparti skaber de århusianske forskeres opgørelse af ventetiden vrede.

Uacceptabel ventetid

Sundhedsordfører Birthe Skaarup vil ikke acceptere, at halvdelen af kræftpatienterne må vente i over 100 dage på en behandling.

- Vi kan bare sætte os selv i patienternes sted. Det ville vi jo heller ikke finde os i, siger hun.

- Det vil jeg selvfølgelig tage fat i over for ministeren og høre, hvad det er for noget. Og så vil jeg se nærmere på de undersøgelser, som der er lavet her, siger Birthe Skaarup, der ikke selv har set undersøgelsen fra Århus Universitet endnu.

Facebook
Twitter