ANALYSE Ballade om barnebrude svækker ombudsmanden

Udlændingepolitikken skaber igen-igen ballade. Det slider på ombudsmandens styrke.

Dansk Folkeparti beskylder ombudsmanden, Jørgen Steen Sørensen, for at politisere i forhold til barnebrude.

Svenskerne kom først, men siden Grundloven i 1953 har Folketingets ombudsmand været en vigtig del af den danske forvaltning, det danske demokrati og måske også af den danske selvforståelse.

Sikkert er det i hvert tilfælde, at ideen om en ombudsman - uden 'd' i engelsksprogede lande - har været en nordisk eksportsucces.

Ideen om en uafhængig, juridisk klageinstans for borgerne - uden bindinger til magthaverne - er kopieret mange steder. Både i andre lande og i internationale organisationer.

Ministre retter ind

Ombudsmanden er valgt af Folketinget og i princippet helt uafhængig af den udøvende statsmagt, regeringen. Den forventes til gengæld at rette ind, når ombudsmanden løfter en advarende pegefinger.

Han har med andre ord ingen formel magt over én eneste minister.

Styrken er, at der typisk står stor respekt om ham som person og jurist, og at der typisk rettes ind, når ombudsmanden fremkommer med kritik eller anvisninger.

Derfor er det også kritisk for hele ombudsmands-institutionen, når der er støj på linjen mellem Christiansborg og ombudsmandens kontorer i det indre København, og der sættes spørgsmålstegn ved ombudsmandens dispositioner, udtalelser - eller politiske neutralitet.

DF: Ombudsmanden politiserer

Det var kritisk i forbindelse med den dramatiske sag om tamilske flygtninge, der i 1993 endte med at koste en borgerlig regering livet.

En sideeffekt var, at der kom meget mere politisk strid om den daværende ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, end ombudsmands-institutionen havde godt af. Gammeltoft var tidligere formand for flygtningehjælpen, og det var med til at skabe blæst om ham.

Og det er tilsvarende kritisk i forhold til den nuværende Lars Løkke Rasmussen-regering, hvor spørgsmål inden for udlændingepolitikken nu for anden gang skaber uro mellem politikerne og ombudsmanden.

Både i forhold til Dansk Folkeparti, hvis medlemmer direkte og utilsløret beskylder ombudsmanden for at politisere, og i forhold til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Ministre skal være forsigtige

Det siger sig selv, at ministeren ikke kan gå så meget til stålet som DF'erne. Hun må og skal lægge en mere diplomatisk linje over for ombudsmanden, men samtidig er det vigtigt for Inger Støjberg at markere klare politiske standpunkter.

Det gjorde hun, da ombudsmanden kritiserede hendes annoncer i libanesiske aviser for at være "ikke retvisende". Her erklærede hun sig "ikke enig" og bebudede flere annoncer. Det blev dog senere opgivet.

Og det gør hun i den aktuelle diskussion om flygtninge-ægtepar, hvor den ene er mindreårig. Barnebrudene, som de kaldes.

De unge gifte

Her har ombudsmanden været ude med én af sine mest skarpe formuleringer, nemlig at Støjbergs ministeriums fremgangsmåde er "særdeles kritisabel", som han skrev i et udkast til en beretning. Dét er meget stærke ord fra den kant.

Reaktionen fra ministeren var igen kølig. Hun understregede dog, at hun "har ønsket en så restriktiv linje som overhovedet muligt inden for lovens rammer", og dermed holdt integrationsminister lige netop den balance, en dansk minister ikke må forfejle.

Ministeren er politiker med brændende ønsker og leder af et ministerium, der skal følge love og konventioner, fortolket af Folketingets udpegede ombudsmand.

Debat i Folketinget

Sidste kapitel i sagen om barnebrudene er dog ikke skrevet endnu. Folketinget skal diskutere et forslag om barnebrudene, og når det er tilfældet, så køres ombudsmanden i garage. Imens hænger Dansk Folkepartis Martin Henriksens ord i luften: Ombudsmanden politiserer, og lander lidt for tit på synspunkter, der ligner Enhedslisten eller Alternativet.

Det kan ombudsmand Jørgen Steen Sørensen nok godt leve med - sådan personligt. Ingen kan for alvor beskylde en mand med fortid som landsdommer og rigsadvokat for at være en politisk agent skjult i et jakkesæt.

Alligevel er det meget markant, at en repræsentant for Folketingets næststørste parti angriber ombudsmanden så hårdt.

Hvis den slags angreb bliver sædvane, mister ombudsmanden sin betydning. Lige som det er markant, at en minister giver udtryk for sin utilfredshed med ombudsmanden.

Balladen svækker

Det handler om uskrevne regler. Om en respekt for den ombudsmanden.

Det handler også om en arbejdsfordeling, der kommer under pres. Nemlig at politikerne laver lovgivning, og at ombudsmanden så vurderer om lovgivningen overholdes. Ellers kan politikerne lave den om.

Så enkel er verden bare ikke i udlændingepolitikken, for her gælder også internationale konventioner, der ikke så let lader sig ændre. Det nager politikerne, og deres frustrationer rammer så ombudsmanden.

Foreløbig er status derfor, at ombudsmanden igen er havnet i en politisk skudlinje. Og det svækker ombudsmands-insitutionen.

Hver uge modtager ministerier, styrelser, regioner og kommuner besked fra ombudsmanden om, hvad der er rigtigt og forkert - og de retter de sig efter.

Dén konstruktion er ikke skabt til en situation, hvor ombudsmandens evner og motiver er genstand for stor politisk diskussion.

Sikkerhedsventilen går i stykker

Sagt på en anden måde:

Ombudsmanden er en slags sikkerhedsventil i det danske samfund. Hvis folk bliver behandlet i strid med love og regler, så kan de klage, og så vil myndighederne rette ind.

Systemet bygger på respekt for ombudsmanden og hans embede.

Den respekt undergraves, hver gang debatten raser, for hvis ministre og folketingsmedlemmer ikke synes, ombudsmanden har fat i den lange ende - hvorfor skulle andre så synes det?

Facebook
Twitter