ANALYSE: Befrielsens øjeblik for både Støjberg og Ellemann

Løkke er væk. Støjberg er væk. Nu skal Ellemann for alvor i gang med sin enorme formandsopgave.

Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg blev valgt som formand og næstformand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde i 2019. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Op til Venstres landsmøde i Herning i november 2019 svarede 28 procent af de adspurgte i en måling, at de var helt eller delvist enige i, at muslimske indvandrere burde udvises af Danmark. Det kunne Venstres nyvalgte næstformand Inger Støjberg på en måde godt forstå.

- Når målingen viser det, så er det sikkert, fordi der er rigtig mange, der har det ligesom jeg: Jeg er så træt af at høre om islam mig her og islam mig der som begrundelse eller dårlig undskyldning for alt fra de fejeste terrorhandlinger til såkaldt æresrelateret vold, sagde Inger Støjberg.

Dét indbragte hende en irettesættelse fra Jakob Ellemann-Jensen, der lige var blevet formand for Venstre.

Han forklarede fra landsmødets talerstol, at han fandt det bekymrende, at nogen i Danmark vil bedømme og udvise andre alene på grund af deres religion. Ikke just samme forståelse at hente hos Venstres formand som hos næstformanden.

Helt anderledes end Ellemann

Episoden er værd at mindes på dagen, hvor Inger Støjberg helt forlader Venstre. Især fordi hun igen, nu i et markant afskedsinterview i Jyllands-Posten, bringer islam på banen. Og dermed igen understreger, at hun udtrykker sig helt anderledes end Ellemann.

Støjberg forstår ikke ”hvorfor det er så svært at få over sine læber, at islam er et problem i Danmark”. At der skal være så meget debat om et forbud mod islamiske bønnekald. Og at Venstre ikke kræver de internationale konventioner ændret. Dét opgav Venstre i Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister.

Problemet er, siger Støjberg, at man (Venstre) ”ikke tager grundlæggende fat”.

Hendes ordvalg ligger dermed ganske tæt på Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, der taler om at løse udlændingeproblemerne ”fra bunden”, om at islam er problemet – og om at forlade konventionerne. Og tilsvarende langt fra V-formanden.

Inger Støjberg beskriver sin tid som næstformand som en evig kamp for at holde Venstre på den rette, stramme, udlændingekurs. Et parti på evigt skred i retning af slaphed – anført af en formand, der bag sine slagord udadtil ønsker en udlændingepolitik, der mere ville passe hos De Radikale.

Ingen aftryk fra Støjberg

Overfor det står det billede, som Ellemann-Jensen og Venstres øvrige ledelse tegner.

Nemlig at Venstres aldrig har haft en strammere udlændingepolitik end nu. At det blev stadfæstet på et sommergruppemøde, som fik Lars Løkke Rasmussen til at overveje at melde sig ud. At Støjberg som næstformand har nikket ja til hvert eneste element i den politik, Venstre har lagt frem – senest på et pressemøde onsdag.

Sandheden er nok, at Venstre ikke har flyttet sig væsentligt i udlændingepolitikken, mens Ellemann har været formand og Støjberg næstformand. Og slet ikke i en slappere retning.

Til gengæld er det heller ikke lykkedes for Inger Støjberg at sætte nogen fingeraftryk på Venstres udlændingepolitik i rollen som næstformand. Hun har oplevet langt større lydhørhed andre steder på Christiansborg.

Sagt på en anden måde: Venstre har ikke flyttet sig meget under Ellemann. Og Støjberg har ikke kunnet flytte Venstre.

Spændingerne hobede sig op

Dertil kan man så lægge uroen i Venstre om Inger Støjbergs sag ved Rigsretten.

Man kan tilføje hendes stærke uenighed med Jakob Ellemann-Jensen om MeToo-debatten.

Og man kan minde om hendes vedholdende beskrivelse af et Danmark, og et Venstre, med dybe skel mellem øst og vest - og land og by. Noget, der går stik imod enhver Venstre-leders ambition om at samle vælgere fra alle dele af det danske samfund. Ellers er magten umulig at nå.

Spændingerne hobede sig op. Ud af det opstod behovet for en afklaring.

Først kom Støjbergs fald fra posten som næstformand. Nu kommer det endelig brud. Som ingen muligvis direkte har ønsket. Men som mange i Venstre – fra top til bund – godt kan se rationalet i. Bruddet er også en befrielse. Eller i det mindste en afklaring.

Hører man på Inger Støjbergs beskrivelse af livet i Venstre, så lyder det som en snærende forhindring for hendes livsværk – at kæmpe uden filter for de danske værdier. Eller måske især de jyske.

Og tænker man på, hvordan Inger Støjberg hele sin tid som næstformand for Venstre har stjålet billedet fra Jakob Ellemann-Jensen og modsagt ham, så stiller det ham friere, at hun er væk.

Befrielse for Ellemann

Politikere er også mennesker. Ellemann-Jensen er måske ked af bruddet på et personligt plan. Politisk er det en befrielse for ham. Og Støjberg er af personlige grunde ked af at forlade det parti, hun har været medlem af, siden hun var ganske ung. Men hun beskriver samme parti som en spændetrøje for sit politiske arbejde.

Nu kan hun fokusere hele sin energi på udlændingepolitikken og den kommende rigsretssag.

Ellemann står med ansvaret for et Venstre, der nu risikerer yderligere tilbagegang - før det måske bliver godt igen.

Han kan varme sig ved, at han står i spidsen for et gammelt parti – og dermed et tålmodigt parti. Ingen truer hans formandspost. Og ingen vil true hans formandspost, alene fordi Mette Frederiksen fastholder regeringsmagten efter det næste valg.

Løkke er væk. Støjberg er væk. Nu skal Ellemann for alvor i gang med sin enorme formandsopgave.

FacebookTwitter