ANALYSE Bertel Haarders fine exit endte i muddergrøften

Bertel Haarder står politisk afklædt tilbage efter at have takket nej til posten som generalkonsul i Sydslesvig

Efter at have afvist at overtage posten som generalkonsul i Sydslesvig, ender Bertel Haarder umiddelbart på bagerste række i Folketinget uden ordførerskaber eller magtfulde poster. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Der er ingen højere retfærdighed i politik. Der er ingen automatismer, ingenting er givet og intet følger en forudsigelig plan, hvor det, som synes oplagt, også bliver realitet.

Den lære kender de fleste politikere. Især dem, der har været i politik i mange år, burde kende de hårde kendsgerninger. Og så alligevel - måske kan man være så længe i politik, at man ikke tror, de kendsgerninger gælder for ens egen person længere. Men det gør de.

Tilbage på bagerste række

Skulle Bertel Haarder være en af dem, der havde glemt det, må man formode, at han har lært det nu. Hans afgang som minister skulle have været så fin en exit, men Haarder er endt helt tilbage i muddergrøften - eller i hvert fald på bagerste række - hvor han begyndte sin bemærkelsesværdige politiske karriere i 1975.

En karriere med bemærkelsesværdige rekorder: Den længst siddende minister siden parlamentarismens indførsel i 1901. Manden som har været minister hver eneste dag, Danmark har haft en borgerlig regering, siden Poul Schlüter kom til magten i 1982. Lige indtil den 28. november i år, hvor Løkke satte en stopper for den lange minister-rejse, da VKLA-regeringen blev en realitet.

Ud røg Bertel Haarder og ind kom Liberal Alliances Mette Bock i Kulturministeriet. Var det retfærdigt? Ikke nødvendigvis.

Flaskehalsen pegede på...

Bertel Haarder toppede ofte popularitetslister over regeringens ministre. Han kan det parlamentariske spil, han er driftsikker og stadig energisk, han er værdipolitisk stærk. Og han var måske manden, der politisk kunne balancere den svære rolle i Kulturministeriet, hvor ikke mindst fremtiden for DR er på programmet, hvilket altid får blodet til at rulle heftigt hos både politikere og interessenter.

Man kunne indvende, at man måske kunne finde folk med mere forstand på det danske medielandskab - for eksempel Mette Bock. Eller andre der har bedre fornemmelse for de digitale udfordringer og muligheder. Men dygtige politikere kan godt lave gode løsninger uden at være eksperter.

Det handler med andre ord ikke om retfærdighed. Det handler om, at en kabale skulle gå op, og i den kabale var der af forskellige årsager en flaskehals, der pegede på Bertel Haarder.

Følte sig snydt af Løkke

Det blev taget ilde op. Haarder har noget usædvanligt givet interviews, hvor han har ladet forstå, at han bestemt ikke var tilfreds med at skulle vige pladsen. At han var udsat for en form for alders-diskrimination, og at han var blevet snydt af regeringschefen.

For i Bertel Haarders historieskrivning løste han et kæmpe problem for regeringen, da han "valgte" ikke at blive Folketingets formand, men i stedet tog en ministerpost og lod Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard besætte landets næstmest prestigefyldte post.

En anden version af den historie kan være, at Haarder slet ikke kunne blive Folketingets formand. I hvert fald ikke med borgerlige stemmer, for den handel var slået af med Dansk Folkeparti - det største borgerlige parti efter sidste valg. Men han kunne teoretisk set have peget på sig selv som formand, og så havde hele venstrefløjen nærmest med statsgaranti støttet ham. Hellere højskole-manden Bertel Haarder end den kontroversielle nationalkonservative Kjærsgaard, ville de nok have tænkt. For ikke at tale om, hvor pinligt, det ville have været for Lars Løkke Rasmussens nye regering og hele den borgerlige flok.

Kunne stadig pege på sig selv

Om Haarder ville skride til de yderligheder, står hen i det uvisse. Det ved kun Haarder. Men i princippet ville muligheden kunne opstå igen ved næste folketingsåbning: En forsmået og bitter Haarder, kunne vælge at pege på sig selv som formand i stedet for Pia Kjærsgaard, og så ville rød blok danse som indianere om en totempæl.

Om den frygt har spillet ind i Løkkes beslutning om at give Bertel Haarder generalkonsul-posten i Sydslesvig, det Haarder selv betegnede som en drømmepost, vides ikke, eller om det alene handlede om, at Løkke ville sikre Haarder en fin exit og i øvrigt selv udpege posten, står hen i det uvisse.

Men det hele er nu ramlet. Måske fordi Løkke ikke havde forberedt skiftet godt nok. Måske bare fordi politik nogle gange er umuligt at forudse. Diplomater udskiftes med jævne mellemrum. Men denne udskiftning gav anledning til brok i Sydslesvig, og så ville Haarder ikke være med mere. Det skulle ikke hedde sig, at han ville skubbe en anden af pladsen.

Politikere har stået gennem større storme end den, der var optræk til i grænselandet mod Haarder. Og den afgående generalkonsul Henrik Becker-Christensen vil stadig være afgående. Regeringen vil udpege en anden.

Ingen poster at få

Tilbage sidder Bertel Haarder på bagerste række i Folketinget. Konstitueringen af Venstres folketingsgruppe med fordelinger af magten i form af ordførerposter blev overstået tidligere på ugen. Og den bliver ikke umiddelbart åbnet igen. I partiets top er der en følelse af, at man ikke skylder Haarder mere for nuværende. Han fik et tilbud. Det afslog han.

Og skulle man frygte, at Haarder kunne finde på at pege på sig selv som formand, er det værd at bemærke en anden lille ting, der skete på Christiansborg lidt før, Bertel Haarder trak sig: Den skandaleombruste grønlandske politiker Aleqa Hammond, der tidligere på året blev ekskluderet fra Siumut - Socialdemokratiets søsterparti i Grønland - kunne offentliggøre, at hun har indgået en aftale med Venstre om, at hun fremover er formand for Folketingets grønlandsudvalg i stedet for venstremanden Marcus Knuth.

Til gengæld lover hun, at hun ikke vil blande sig i danske kabinetspørgsmål eller andre væsentlige spørgsmål, som kan anses som rent danske interesser.

Med andre ord: Skulle Haarder finde på at pege på sig selv som Folketingets formand, kan han pege alt det han vil. Der vil stadig ikke være 90 mandater for ham. Der er bare ingen automatismer i politik.