ANALYSE: Det, Morten Østergaard mener, er...

Når den radikale leder truer S-formand Mette Frederiksen, handler det her og nu mest om at tiltrække vælgere. Også gerne fra S.

R-leder Morten Østergaard har afkrævet S-formand Mette Frederiksen en skriftlig aftale for at støtte hende som statsminister. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Rundt omkring på Christiansborg bruges der i disse dage en del kræfter på at forsøge at afkode, hvad det helt præcist er, den radikale leder kræver af S-formand Mette Frederiksen for at gøre hende til statsminister efter valget.

En skriftlig aftale, lød det først fra Morten Østergaard. Men senere har han været lidt mere ulden i mælet på spørgsmål om, hvilken form for aftale han vil forlange af en ny socialdemokratisk regering.

Og hvad sådan en aftale egentlig skal indeholde.

Men den radikale leder vil have sikkerhed for, at han "rent faktisk kan bakke op om den kurs, man lægger for Danmark med en ny regering".

Og det vil være naturligt, at en regering formulerer sin politik på skrift, mener Morten Østergaard.

Ellers ville det "være den første regering i Danmark, som ikke vil udtrykke sig på skrift om sin retning", sagde han onsdag.

Det er også rigtigt. Men kun hvis man begrænser sig til at kigge tilbage til 1993. Indtil da var det ikke kutyme, at en ny regering detaljeret beskrev sin politik i et regeringsgrundlag.

Ingen krav om regeringsgrundlag

Da Poul Schlüter (K) snublede i Tamilsagen, og De Radikale sammen med Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti – nu Kristendemokraterne – skiftede side og gik i regering med Socialdemokratiet, krævede R-leder Marianne Jelved, at der blev udformet et detaljeret regeringsgrundlag. Før Poul Nyrup kunne gå til dronningen med sin nye flertalsregering.

Siden har alle regeringer skrevet regeringsgrundlag. Med varierende detaljeringsgrad.

Men der er ingen formelle krav om det, og Socialdemokratiets ledelse overvejer at lade være. Mette Frederiksen har bebudet, at hun går efter en ren S-regering, og sådan en regering har mindre behov for et regeringsgrundlag end en regering med flere partier, der skal blive enige og forpligte hinanden på nogle kompromiser.

Den radikale bekymring

Samtidig har S-formanden gjort klart, at hun forestiller sig at føre politik med forskellige partier. F.eks. klimapolitik med partierne i den traditionelle røde blok og udlændingepolitik med Dansk Folkeparti og Venstre.

Det er det scenarie, der bekymrer De Radikale. At de skal lægge mandater til at gøre Mette Frederiksen til statsminister på en blankocheck og så finde sig i, at hun efterfølgende laver politik, som de er inderligt imod. Som eksempelvis udlændingestramninger.

Det var præcis den klemme, Enhedslisten havnede i under Thorning-regeringen fra 2011 til 2015. Og årsagen til at Enhedslisten nu har besluttet, at de har deres røde linjer og godt kan vælte en S-ledet regering.

Nok er blokkene i opbrud, men det er stadig svært at være parlamentarisk grundlag, hvis man i alt for høj grad skal forklare og forsvare over for sit eget bagland, at man holder en regering ved magten, hvis politik man på væsentlige områder ikke kan døje.

Den faktor kan Mette Frederiksen ikke sætte ud af spillet, uanset hvor meget hun gør en dyd ud af et opgør med blokpolitikken.

Uvant situation for De Radikale

Det er slet ikke nemt for De Radikale, som i de sidste 25 år ikke har prøvet at være parlamentarisk grundlag for en regering. De har selv siddet i de regeringer, de bragte til magten.

Omvendt kan Morten Østergaard ikke ændre på, at der er et meget stort og bredt flertal for den stramme udlændingepolitik - eller Mette Frederiksens totale afvisning af at bøje sig på det punkt. Her bruger Mette Frederiksen sådan set bare samme logik, som De Radikale brugte, da de i Thorning-regeringen nægtede at ændre på dagpengereformen.

Her og nu har Morten Østergaard uden tvivl mest fokus på at tale til vælgerne. De skal forstå, at han vil stå op imod Dansk Folkeparti og kæmpe for en anden udlændingepolitik.

I den kommunikation er de parlamentariske finesser mindre vigtige. Derfor vil Morten Østergaard sikkert også blive ved med at formulere sig så tilpas uldent, at det lyder godt blandt radikale – og måske også nogle S-vælgere – men så han samtidig har flere muligheder for at navigere, hvis Mette Frederiksen efter valget skal i gang med at forsøge at indtage Statsministeriet.

Facebook
Twitter