Analyse: Ellemanns fem politiske udfordringer – og så en uløselig

Vælgerne siver fra Venstre, mens Jakob Ellemann-Jensen mest har brugt kræfterne på partiets indre liv. DR’s politiske korrespondent om V-formandens seks største udfordringer.

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre (Foto: Mathias Svold © Scanpix)

Der var blå konfetti, taktfaste klapsalver og store forventninger, da Jakob Ellemann-Jensen for et år siden blev valgt som ny formand for Venstre og proklamerede ”en ny begyndelse” for det hårdtprøvede parti.

Optakten til kåringen af Ellemann var flere års opslidende fløjkampe, der kulminerede med et dramatisk farvel til formandskabet Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Da det blev hverdag, stod Jakob Ellemann-Jensen – helt uden at være forberedt – med en kæmpe opgave. Både med genopbygningen af Venstre og med at bygge sig selv op som partiformand og borgerlig statsministerkandidat.

Men mens Ellemann har haft travlt med sit byggeprojekt, er vælgerne begyndt at sive.

Her er Ellemanns fem største politiske udfordringer – og en enkelt, der virker til at være uløselig.

Et parti i opløsning

Christian Hüttemeier var i en årrække rådgiver for Lars Løkke Rasmussen. I januar blev han ny partisekretær i Venstre. Det er en central og vigtig position i partiet. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Den offentlige finale i Venstre tog tre uger frem mod braget i Brejning i august 2019. Men de interne konflikter og magtkampe havde plaget partiet siden opgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i sommeren 2014 og slidt hårdt på folketingsgruppen og på relationen mellem partitoppen på Christiansborg og baglandet.

Så med blik på det indre liv i Venstre var der i de første måneder mere brug for at rejse baglandet tyndt for at lytte end for de nye politiske meldinger – det politiske projekt - som den politiske verden hurtigt begyndte at efterlyse fra den nye formand.

Og så skulle hele partiorganisationen også genopbygges. Det er ikke kun formand og næstformand, der er nye. Der er i det seneste år blevet skiftet ud på stort set alle nøgleposter i Venstre. Ellemann har fået ny partisekretær, ny politisk rådgiver, ny sekretariatschef, mange nye ansatte og et nyt reklamebureau. Til forståelsen af udfordringen med det sidste hører, at direktøren i Venstres tidligere bureau, Steffen Hjaltelin, i årevis kørte meget tæt parløb med skiftende V-formand og f.eks. sad med i kampagnestabens hovedkvarter under flere valgkampe.

Det var altså stort set al viden og erfaring, der forsvandt ud af partiledelsen på kort tid.

Partiformand – helt uden drejebog

Jakob Ellemann-Jensen blev kåret som ny formand ved et ekstraordinært landsmøde i Herning Kongrescenter den 21. september sidste år. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Et par ugers forberedelse var, hvad Jakob Ellemann-Jensen havde haft, da han 21. september sidste år blev valgt som ny V-formand.

Den politiske historie viser, at det er svært at træde ind i rollen som partileder. Især i S og V, hvor der også fra allerførste dag er den ekstra opgave som statsministerkandidat, og hvis man ikke har haft mulighed for at forberede sig grundigt.

Da Helle Thorning-Schmidt i 2005 vandt formandskampvalget i Socialdemokratiet, var hun kun lige blevet valgt til Folketinget. Hun fik nogle hårde første år med masser af kritik og dårlige meningsmålinger, og hun tabte sit første valg til Anders Fogh Rasmussen (V). Men endte som bekendt alligevel med at indtage Statsministeriet.

Som nybagt og uerfaren statsministerkandidat bliver man også automatisk målt mod en forgænger, der som regel har mange års erfaring.

Ellemann bliver målt mod Lars Løkke Rasmussen, der ved sin exit havde været partiformand i ti år og statsminister i to omgange. Og mod statsminister Mette Frederiksen, der inden hun vandt statsministerposten havde fire års erfaring som partiformand og før det havde brugt et par år på at forberede sig på at tage over efter Thorning.

Politisk undtagelsestilstand under corona-krisen

Da corona ramte Danmark, kom Mette Frederiksen i en position, hvor hun var meget svær at kritisere. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Ellemann havde kun været partiformand i få måneder, da corona-krisen ramte Danmark.

Under sådan en krise er det naturligt, at folk samler sig om statsministeren. Under Muhammed-krisen i 2006 – da Anders Fogh Rasmussen var statsminister – oplevede Socialdemokratiet f.eks. en voldsom vælgerkrise.

Dansk politik var hele foråret i en slags politisk undtagelsestilstand, hvor oppositionen ikke kunne gøre andet end at støtte regeringens initiativer og acceptere at udstyre regeringen med magtbeføjelser, der normalt ville være helt uhørte.

Mens Mette Frederiksen på pressemøder havde timevis af direkte tv-taletid til danskerne, blev Jakob Ellemann-Jensen i de politiske forhandlinger reduceret til blot en af ni partiledere. Han fik som oppositionens leder samme taletid på møderne som Alternativets formand med bare et mandat i Folketinget, og han formåede ikke at tilkæmpe sig en mere fremtrædende rolle.

Efter nogle måneder med corona begyndte Venstre at forsøge sig mere hård opposition. Men gjorde sig den erfaring, at når det handlede om corona, var folkestemningen ikke til andet end ”at sige ja og amen” til statsministeren, som en frustreret radikal har formuleret det.

Corona-krisen har gjort det nærmest umuligt at være opposition i 2020 og ekstra svært at træde ind i rollen som ny statsministerkandidat.

Nu må Jakob Ellemann-Jensen så se i øjnene, at corona kan komme til at dominere dansk politik i mange måneder endnu. Til gengæld er der efter sommerferien også blevet plads til andre politiske emner.

En blå blok i opløsning

Søren Pape og Pernille Vermund har oplevet fremgang for deres partier efter valget. Omvendt ser det ud for Kristian Thulesen Dahl. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Valget i juni sidste år var en hård omgang for blå blok. Lars Løkke Rasmussens regering var allerede i valgkampen gået i opløsning, fordi Løkke selv kort før valgdagen dumpede regeringssamarbejdet med Konservative og Liberal Alliance for i stedet pludselig at gå efter at komme i regering med Socialdemokratiet.

Det forløb gjorde ikke ligefrem noget godt for det blå samarbejdsklima efter valget. Bedre blev det ikke af, at både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fik en ordentlig vælgerlussing ved valget.

Den offentlige forventning til Jakob Ellemann-Jensen som nyvalgt formand blev hurtigt, at han skulle ”samle blå blok”. En forventning han nok selv var med til at give næring i begyndelsen.

Det har gjort ham sårbar, når de andre partier i blå blok angriber ham og/eller ikke vil udråbe ham som deres statsministerkandidat, og når De Konservative vokser i målingerne og bliver mere selvbevidste.

For Ellemann er det et vilkår, at de andre blå partiledere går efter at snuppe vælgere fra Venstre og/eller hinanden. Mens opgaven med at forsøge at trække vælgere over midten og ændre magtbalancen mellem rød og blå blok mest ligger hos Venstre.

Udfordringen for Jakob Ellemann-Jensen er nu at trænge igennem med budskabet om, at Venstre kæmper for Venstre, og at lederrollen i blå blok ikke nødvendigvis går ud på at skabe et fælles politisk projekt. Præcis samme tilgang, som Mette Frederiksen som S-formand havde til samarbejdet i rød blok frem mod valget sidste år.

Hvem er ham der Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen brugte Venstres sommergruppemøde på at lægge afstand til et samarbejde med De Radikale. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Lige nu er Jakob Ellemann-Jensen sygemeldt efter en operation for diskusprolaps i nakken. Men han regner med at være tilbage i starten af oktober, når Folketinget åbner, og så er Venstre klar til at begynde at præsentere det politiske projekt, som Ellemann har arbejdet på det første år. Planen var, at startskuddet skulle være Venstres nu corona-aflyste landsmøde om et par uger. Det må nu ændre, men under alle omstændinger er tanken, at projektet skal omsættes til konkrete politiske udspil frem mod næste valg.

Kunsten bliver her og nu at have nok konkret politik til, at folk ved, hvor de har Venstre og oplever, at der er varer på hylderne. Især på de tre højtprioriterede områder: Økonomi og klima, velfærd og udlændinge. Men samtidig kan det være risikabelt at lancere alt for meget politik længe før næste valg, fordi de politiske forslag kan blive forældede eller snuppet af modstanderne.

En anden balancegang bliver på den ene side at sikre, at Jakob Ellemann-Jensen bliver mere synlig, så det bliver tydeligt, hvad han står for politisk. Det kan man ikke bare gå ud fra, at vælgerne ved, når et parti får en ny formand.

Derfor måtte Ellemann for nogle uger siden slå fast, at han hverken var til radikalt regeringssamarbejde eller radikal udlændingepolitik. Selv om han faktisk sagde nogenlunde det samme et år tidligere. Med uklare signaler havde han skabt tvivl, og som ny formand er det nødvendigt at være meget tydelig. Især når man som Jakob Ellemann-Jensen har et image som lidt til den radikale side.

Omvendt gælder det om ikke at slide Ellemann op, så folk bliver trætte af ham, inden han kommer i nærheden af at vinde statsministerposten. For en partiformand og statsministerkandidat gælder det om at være synlig på de rigtige sager og i de rigtige slagsmål.

Og realiteten er, at Ellemann og Venstre selvfølgelig skal være klar til næste valg, men at partiets perspektiv og strategi er mere langsigtet.

Det er altid farligt at spå om politik, men lige nu er der ingen tegn på, at Mette Frederiksen skulle stå til at tabe magten efter bare en periode. Det er selvfølgelig ikke noget, man taler højt om, men Venstretoppen er meget bevidst om, at det meget vel kan være om endnu en valgperiode, Ellemann for alvor skal være klar til at gå efter statsministerposten.

Timing er altafgørende i politik, og det gælder om at toppe på det rigtige tidspunkt.

Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen går i sin nye bog i rette med Ellemanns strategi om at lægge luft til De Radikale. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Tidligere formænd er en velkendt hovedpine for en ny partiformand. Især hvis de ikke er gået af egen fri vilje, og hvis de har svært ved at opføre sig som forhenværende.

Som tidligere V-formand Uffe Ellemann-Jensen sagde lige efter valget af sønnen Jakob Ellemann-Jensen: ”Gamle formænd og farmænd skal lade være med at blande sig”.

I hvert fald er det nemmere for den nye, hvis forgængeren overholder den leveregel.

Det har Lars Løkke Rasmussen på ingen måde gjort. Tværtimod har han både skrevet klummer og en bog, hvor han har udfordret Ellemanns politiske linje. Ligesom det er åbenlyst, at Løkke stadig er vred og bitter over den måde, han måtte forlade formandsposten på.

Ellemann kan lune sig lidt ved, at Lars Løkke Rasmussens bog mest af alt fik Venstre til at rykke sammen om ham som ny formand. Men dybest set er Løkkes vrede en udfordring, som den nye partiledelse ikke rigtig kan gøre noget ved.

Facebook
Twitter