ANALYSE Enhedslisten - kæft, trit og fredelig revolution

Enhver tale om vold giver Enhedslistens topfolk nervøse trækninger - og de reagerer med topstyring og lukkethed, viser sagen om kandidaten Jonathan Simmel.

Simmel-sagen kommer til at tjene som en illustration af, at Enhedslistens ledelse stadig er yderst følsom over for den diskussion om voldelige omvæltninger, der egentlig var afsluttet tilbage i 2013, skriver Jens Ringberg. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Først skulle den revolutionære Jonathan Simmel i Folketinget fra nytår som suppleant for folketingsmedlem Eva Flyvholm, der skal på barsel. Så skulle han alligevel ikke. Ikke fordi Simmel er revolutionær - men på grund af måden, han er revolutionær på.

Dét er den korte version af balladen i Folketingets fjerdestørste parti. Den lange version har en del flere nuancer, som DR Nyheder har kunnet beskrive de seneste dage. Ikke med Enhedslistens hjælp - snarere på trods af partiets indsats.

Et følsomt emne

Dermed kommer Simmel-sagen til at tjene som en illustration af, at Enhedslistens ledelse stadig er yderst følsom over for den diskussion om voldelige omvæltninger, der egentlig var afsluttet tilbage i 2013.

Da det viste sig ikke 100 procent at være sagen, selv om det er tæt på, så skred man hårdt ind over for en lidt for åbenmundet kandidat. Efterfølgende viste sagen så også, at Enhedslisten er et parti, der indtager en pindsvineposition, når omverdenen udviser interesse for partiets forhold.

Sådan fremstilles sagen selvsagt ikke i de interne dokumenter og referater. Dér handler det om at undgå at komme i en position, hvor man skal forsvare sig mod angreb for at støtte en væbnet revolution - "frem for at kunne bruge vore kræfter i kampen mod 2025-plan, fattigdomsgørelsen af arbejdsløse m.m.". Formuleringer er fra et af sagens centrale dokumenter.

Her findes begrundelsen for presset på kandidat Simmel, og for det efterfølgende forsøg på at lukke sagen ned ved hjælp af tavshed og papegøjesvar. Det handler om de politiske kampe, Enhedslisten hellere vil kæmpe end at føre teoretiske diskussioner om vold.

Grundlæggende forandringer

Måske er det forståeligt, for lige så følsom diskussionen var i 2013, lige så stor var lettelsen i partiet, da det lykkedes at finde fælles fodslag og formuleringer.

Slut med Simmel og andres ideer om væbnet revolution, bare der var "massiv folkelig opbakning" - og andet revolutionært tankespind. Enhedslisten var og forblev et parti, der ønsker revolution - defineret som "grundlæggende forandringer" - men kun på fredelig vis. Gennem stemmesedlen. Så vidt så godt.

...i teorien

Så kom det flotte Liste Ø-valg i 2015, og deraf Jonathan Simmels mulighed for at få en periode i Folketinget - det borgerlige demokratis højborg, langt fra alle revolutionære fronter.

Da han blev kontaktet af DR i den anledning, sagde Jonathan Simmel at han teoretisk ikke ville udelukke vold. Selv om det "i dagens samfund vil være en absurd tankegang at tro, at man skulle til at slås på den måde".

Mere skulle der ikke til, før der blev sat gang i både krise- og topstyring i Enhedslisten. Endnu inden interviewet var offentliggjort, havde Jonathan Simmel trukket sig som folketingskandidat - og det står nu klart at det skete efter hektisk aktivitet og pres fra partiets ledelse, i organisation og folketingsgruppe.

Skipper ringer

Politisk ordfører Pernille Skipper tog afstand og var tilfreds med, at Simmel trak sig, sagde hun i en udtalelse om sagen. Men det meste skete på de indre linjer lidt tidligere:

Skipper tog selv kontakt til Simmel og sagde sin ærlige mening om hans revolutions-snak. Forretningsudvalg og folketingsgruppe opfordrede Simmel til at trække sig. Der var møder og kommunikation om sagen. Nå, ja, og så forsøgte gruppeformand Jakob Sølvhøj sig med en særlig variant, idet han mente, at Simmel skulle få journalisten fra DR til at "droppe" den ubekvemme historie. For en sikkerheds skyld opfordres ledende partimedlemmer til at prøve at "dæmpe" historien.

Tavshed

Resultatet kender vi i dag. Simmel er ikke på vej i Folketinget. Enhedslistens hovedbestyrelse har med 15 stemmer for, fire imod og fire undladende, taget en redegørelse om sagen til efterretning - den, der er citeret her. Status er også at fire hovedbestyrelsesmedlemmer og en række andre fra partiets bagland synes, at sagen er håndteret forkert.

Nogle mener, at Simmels udtalelser er overfortolkede. Nogle at topfolk i partiet har overskredet deres beføjelser.

Endelig diskuteres det sågar, hvad det egentlig vil sige at tage en redegørelse til efterretning.

Til gengæld er der nogenlunde enighed om, at man ikke udtaler sig til pressen om den slags - end ikke ellers talelystne folketingsmedlemmer. Der er dog grund til at tro, at de får talens brug igen.

Facebook
Twitter