ANALYSE: Ideologisk nervekrig om gymnasiereformen

Stærke følelser, personlig prestige og masser af ideologi gør det svært for partierne at nå frem til et kompromis om adgangskrav til gymnasiet og HF.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlægger regeringens udspil til en reform af gymnasierne. Fotograferet i Statsministeriet onsdag den 6. april 2016. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Endnu en gang er uddannelsespolitikken havnet i en ideologisk hårdknude.

I dagligdagen er det efterhånden sjældent, at ideologierne er til at afkode i de politiske kampe. Men lige præcis når det handler om børn og unges skolegang, bliver det næsten altid meget ideologisk.

Det skete for et par år siden med folkeskolereformen, hvor politikerne i månedsvis kæmpede om heldagsskole og obligatoriske lektiecafeer, og lige nu er det gymnasiereformen, der er havnet i en stærkt ideologisk strid om, hvor høj karakteren skal være for at komme i gymnasiet og på HF.

Tavshed og hårde anklager

Venstre-regeringen vil have karakteren 4 i dansk og matematik som adgangskrav på begge uddannelser. De andre partier i blå blok vil endnu højere op, mens Socialdemokraterne, De Radikale og SF kræver et adgangskrav på 02.

Løsningen på den strid er det eneste, der for alvor udestår, før partierne kan knappe champagnen op og skåle på en reform, der skal rette op på de mange problemer, der er bred politisk enighed om har præget den seneste lidt mere end ti år gamle reform.

Men det har vist sig meget, meget svært at lande et kompromis. Også selv om der nu ikke er et valg lige om hjørnet, som det var tilfældet, da SR-regeringen helt måtte opgive projektet sidste forår.

Torsdag gik partierne fra hinanden. Med tavshed fra S, R og SF, og hårde anklager fra den anden side. Nu er der så kulisse-kontakter og nervekrig inden et nyt møde og et nyt forsøg i næste uge.

Skitse til et kompromis

Skitsen til et kompromis er sådan set lavet.

De blå partier er klar til at acceptere et adgangskrav på 4 i gymnasiet og til, at det skal være 4 i gennemsnit af alle fag. Det krav vil flere kunne leve op til, end hvis det er 4 i dansk og matematik. Samtidig vil de gå med til 02 på HF.

Desuden er Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance klar til at opgive deres ønske om, at HF skal være på mere end to år for at give adgang til en akademisk uddannelse. Kompromiset kunne være en fagligt ekstra intensiv udgave af den to-årige HF målrettet universitetsuddannelserne.

Der udestår dog også uenighed om, hvornår man skal kunne komme på HF. Blå blok vil åbne for, at det kan være efter 9. klasse. Rød blok vil holde fast i, at det tidligst kan være efter 10. klasse.

HF er ideologisk særlig vigtig for de tre partier i rød blok, der stadig sidder med ved forhandlingsbordet. Fordi HF står som symbolet på, at det skal være muligt at bryde den sociale arv. HF er den ekstra mulighed til arbejderbørnene uden akademisk opbakning hjemmefra og til de unge, som af forskellige grunde ikke magter den direkte vej ind i uddannelsessystemet.

Hertil kommer, at adgangskravet på erhvervsuddannelserne er sat til 02, og især S og SF frygter, at et højere krav i gymnasiet vil signalere, at det er en finere ungdomsuddannelse.

Partiformandens personlige prestige

S-formand Mette Frederiksen kan tale længe og passioneret om ungdomsuddannelsernes betydning for at skabe mønsterbrydere, og hun har selv i flere omgange offentligt slået fast, at adgangskravet på 02 er socialdemokratisk hjerteblod og tæt på ultimativt.

Det gør det sværere for S at bøje sig, når det er partiformanden, der har både stærke følelser og personlig prestige investeret i sagen.

I blå blok er der også ideologi i karakterkravet, i at signalere, at der stilles boglige krav for at komme i gymnasiet, og at det ikke skal være den ungdomsuddannelse, som alle unge skal ind på.

Og så synes de blå partier, at de har strukket sig langt for at nå et kompromis, og at det nu er op til de andre at give sig det sidste stykke.

Ender nervekrigen i et egentligt sammenbrud, er der to muligheder:

Enten må regeringen opgive sin reform. Eller også bliver partierne enige om at gennemføre resten af reformen og udskyde spørgsmålet om adgangskravet til efter næste valg.