ANALYSE: Ingen er småsure. Alle er rasende

Endnu en weekend må landets borgmestre vente i nervøs spænding, mens politikerne på Christiansborg slås om deres fremtidige økonomi.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) sidder for bordenen i forhandlingerne om en ny udligningsordning. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvad får egentlig politikere til at gå i gang med en reform, som de selv oplever skaber raseri i hele landet? Uanset hvordan de skruer reformen sammen.

En reform af et system, der er så teknisk, at det hævdes, at kun en lille håndfuld embedsmænd i Danmark kan gennemskue det i alle facetter. Altså ud over den bundlinje, som får kommunalpolitikere - og dermed formentlig også vælgere – i hele Danmark til at føle sig snydt.

DR's politiske korrespondent Christine Cordsen

Christine Cordsen er politisk korrespondent på DR Nyheders Christiansborg-redaktion. Hun er en del af det team, der producerer politiske nyheder til først og fremmest TV Avisen kl. 21.30 og til 21Søndag. Desuden analyserer hun dansk politik i tv, radio og på dr.dk.

Se profil

Som Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen for nylig beskrev stemningen i Berlingske:

- Uanset hvor jeg kommer rundt i landet, er folk rasende over udligningen. Ingen er småsure. Alle er rasende. Enten er man vred over, at man skal betale for meget, eller at man modtager for lidt.

Nødvendighedens tvang

Så hvorfor er regeringen overhovedet gået i gang med at forhandle sig frem til en politisk aftale om en reform af den kommunale udligningsordning. Det system, der – forenklet forklaret - sender penge fra rige kommuner til fattige.

Svaret er nødvendighed. Ingen regering ville kaste sig ud i en udligningsreform, hvis den ikke følte, at den var tvunget til det. Slet ikke en regering, der har så store problemer med at skaffe flertal for sin politik, som VLAK-regeringen.

Nødvendigheden består i, at Danmarks Statistik fra 1. januar 2019 ændrer på nogle af de faktorer, der indgår i det komplicerede regneark bag den kommunale udligning. Det handler især om, hvordan udgifter til udlændinge og udlændinges uddannelsesniveau opgøres.

Politik eller teknik

Det har økonomiske konsekvenser for den økonomiske udligning mellem kommunerne. Også selv om politikerne ikke foretager sig noget som helst. Eksempelvis vil København fra nytår få en årlig ekstraregning på knap 570 mio. kr. Gentofte vil miste 158 mio. kr. Mens en kommune som Hjørring vil få lidt over 22 mio. kr.

Med en reform kan politikerne skrue på de forskellige faktorer i regnearket og dermed i højere grad tage politisk stilling til, hvordan pengene skal fordeles mellem landets kommuner. I stedet for at lade det være op til ren teknik og Danmarks Statistik.

Samtidig er der faktorer, som politisk opfattes som systemfejl. F.eks. at alle i lejeboliger groft sagt indregnes som socialt udsatte. Også de lejere, der bor i dyre, private lejeboliger i f.eks. Nordhavn i København. Med en reform kunne politikerne beslutte, at almene boliger og private lejeboliger skal indregnes forskelligt.

Stærke partipolitiske interesser

Alt det har regeringen nu forhandlet med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale om i flere måneder. Med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) for bordenden. Og foreløbig uden resultat.

Regeringen vil helst have en reform vedtaget som lov, inden de årlige økonomiske forhandlinger med kommunerne her i foråret. Men deadline er skubbet og overskredet i flere omgange, uden at det er lykkedes at nå til enighed.

Det er stærke partipolitiske interesser, der er på spil. Også derfor er regeringen endnu en gang havnet i en klemme mellem Folketingets to største partier. Hverken DF-formand Kristian Thulesen Dahl eller S-formand Mette Frederiksen har lyst til at stå alene sammen med regeringen og forsvare en beslutning, som gør flere sure end glade.

Ekstra regning til københavnerne

Politisk er S og DF også enige om at afvise regeringens model, som bl.a. ville mindske det økonomiske smæk til konservative højborge som Gentofte og Frederiksberg – og sende en mange millioner ekstra stor regning til den socialdemokratiske overborgmester i København og til nogle jyske kommuner, der ellers ikke stod til at skulle betale mere. Såsom Horsens og Frederikshavn, der begge har S-borgmestre.

Desuden føler både S og DF, at Ammitzbøll-Bille har forsøgt at liste skattelettelser og andre politiske ubehageligheder ind i systemet.

Man kan jo gøre ingenting

Og så er drivkraften ikke så stærk hos især Dansk Folkeparti, som fint kan leve med at gøre ingenting. Teknikken vil så helt af sig selv sende omkring 700 millioner fra hovedstadsområdet til DF’s højborge på Sjælland og i Jylland.

Foreløbig må landets 98 borgmestre vente i nervøs spænding endnu en weekend. Torsdag aften udsatte Simon Emil Ammitzbøll-Bille endnu en gang sin egen deadline – og varslede nye forhandlinger på mandag.