ANALYSE K skal bevise, at Danmark har brug for partiet - ellers dør det

Når De Konservative udråber et "leve partiet" i dag, så er der grund til at råbe højt. Hvis ellers nogen lytter derude.

Søren Pape Poulsen står i spidsen for Det Konservative Folkeparti, når partiet i dag fylder 100 år. Foreløbig har han ikke leveret varen, skriver Jens Ringberg. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Det er almindelig høflighed at være galant og venlig over for jubilarer, så dér begynder jeg, denne jubilæumsdag.

Med at fremhæve felter, hvor Det Konservative Folkeparti skiller sig ud fra flertallet af andre partier i disse år - og som gør partiet interessant og måske vigtigt.

Der er adskillige, faktisk.

Der diskuteres konservativt

For eksempel så foregår der - og har altid gjort - en ganske levende politisk og ideologisk debat i og omkring Det Konservative Folkeparti.

Der udgives blade, også af mere teoretisk tilsnit. Der diskuteres retning. Der tænkes tanker. Der bruges energi på, hvem der er socialkonservativ, nationalkonservativ, liberalkonservativ. Der foregår ideologisk baserede magtkampe, især blandt de unge. Der skrives lærde kronikker i Berlingske Tidende. Sig bare navnet: Per Stig Møller.

Ingen kan som de konservative beskrive, hvorfor de er uundværlige, i al fald i teorien.

Der er lidt liv tilbage.

Visionspapir

Ikke nok med det. Partiets spinkle folketingsgruppe på Christiansborg insisterer også på at tænke - og på at lægge tanker frem, som rækker videre end næste finanslovsforhandling.

Ét eksempel er den plan for omlægning af boligbeskatningen, De Konservative præsenterede for nylig - inklusiv en afskaffelse af boligskatter og rentefradrag.

Et nyt eksempel er det såkaldte visionspapir for Danmark frem til 2034 (det år, hvor de, som er født i 2016, fylder 18), som partiet fremlagde søndag. Med et signaturforslag om en flad skat på 33 procent.

En svag 100-årig

Som sagt: Der er en slags liv i Det Konservative Folkeparti. Endnu. Der diskuteres ideologi. Der tænkes usædvanlige tanker. Og det er i det hele taget svært helt at forestille sig, at partiet decideret dør og skal begraves - på Frederiksberg skulle det vel så være. Selv om det ikke er en muskelsvulmende 100-årig, vi møder. Snarere en svag gamling.

For - trods alt: Alle lande har jo et konservativt parti, ikke? Og er den 100-årige kun statist på Christiansborg for tiden, så spiller De Konservative jo stadig en stor rolle i adskillige kommuner - 13 borgmesterposter blev det til sidst, ved en blanding af gode valg og konstitueringssnilde.

Og så alligevel. Af fester at være, så er Det Konservative Folkepartis 100 års jubilæum en af de fester, hvor der er grund til bekymring i krogene. For det går skidt for partiet. Gik det ret meget værre, så var der slet ikke noget at fejre.

Drømme om Schlüter og Bendt Bendtsen

Det er yderst sigende, at den nuværende formand, Søren Pape Poulsen, skal mere end en håndfuld forgængere tilbage i historien for at finde et virkeligt solidt fikspunkt i partihistorien. Nemlig Poul Schlüter, der styrede sit parti til historisk magt og vælgertække - og sit land gennem kold krig og økonomisk krise.

Og det er interessant, at partiideologen Per Stig Møller op til jubilæet fremhæver Bendt Bendtsen som en partiets store ledere. Den Bendt Bendtsen, som trak sig sig og drog til Bruxelles, da han ikke kunne genskabe schlütersk storhed og skaffe mere end 10 procent af stemmerne.

For trods Per Stig Møllers venlige hilsen til den fynske politimand, så blev Bendt Bendtsen kun endnu én i den lange række af administratorer af konservativ tilbagegang, der har stået i spidsen for Det Konservative Folkeparti siden tamilsagen og de blodige personopgør i 1990'erne.

Brian i baggrunden

De fleste af dem har fået posten efter indstilling fra Brian Mikkelsen, der endnu ikke selv har villet bære ansvaret. De fleste af dem har overtaget stafetten med en melding om, at politikken skam er yderst god, men bare skal formidles bedre - og lige meget har det hjulpet.

De fleste af dem har også ledt med lys og lygte efter en selvstændig konservativ profil - samtidig med at de har søgt indflydelse og kompromisser på Christiansborg.

For det gør Det Konservative Folkeparti, det er partiets DNA.

Papes problemer

Dén balance - at løfte partiflaget, mens man sidder i samtlige forhandlingslokaler på Slotsholmen - bliver bare typisk sværere og sværere, jo mindre partier bliver.

Og den nuværende partiformand, Søren Pape Poulsens, formandstid har nærmest været én lang demonstration af lige præcis den udfordring.

Viborg-borgmesteren blev kåret (naturligvis med fokus på hans evne til at kommunikere en i øvrigt fortrinlig politik) - og udstyret med en række politiske fikspunkter.

Herunder en kamp mod planloven, der ellers er konservativt arvegods. Han skulle også tale om tyverier og folkeskole - en ret smal platform, som i hvert tilfælde ikke fik danskerne til at flokkes om de konservative i begejstring.

Grundskylden

Senere gik han ind i valgkampen med en kamp mod den stigende grundskyld - og netop grundskylden er et interessant billede på Det Konservative Folkepartis udfordringer i 2016.

For hér fik K faktisk både hævet stemmen og skabt indflydelse, nemlig i aftalen om finansloven for 2016. Problem: Ingen længerevarende effekt i målingerne og dermed belønning fra vælgerne.

Siden aftalen om finansloven har de konservative skærpet profilen over for Venstre-regeringen yderligere - men hele tiden med risiko for at udstille egen politisk impotens og mangel på betydning.

Jo, partiet var med til at give udenrigsministeren en næse i en strid om udviklingsbistand - men hans beslutninger på området står ved magt. Og helt aktuelt truer partiet med at lægge pres på regeringen i striden om landbrugspakken - men regeringen reagerer med ophøjet ro, fordi de konservative alligevel støtter pakken.

- Vi leve!

Det Konservative Folkeparti fejrer 100 års jubilæum med et enormt bagkatalog af danmarkshistorie og politisk magt.

Men det hele fejres i en situation, hvor tilslutningen til partiet er kritisk lav og dermed sårbar over for udsving. Hvor konkurrencen på borgerlig side i dansk politik er stærkere end nogensinde. Hvor endnu en ny politisk leder kæmper for at vende den udvikling, forgængerne ikke kunne vende. Foreløbig har Pape ikke leveret varen.

Og allerværst: Hvor et kæmpemæssigt flertal af vælgerne tilsyneladende ikke rigtigt synes, at Danmark har brug for De Konservative. Og partier, som ingen rigtigt synes er vigtige - de lever livet farligt.

Når De Konservative udråber et "leve partiet" i dag, så er der grund til at råbe højt. Hvis ellers nogen lytter derude.

https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1561436364170843

Facebook
Twitter