ANALYSE Løkke satser hele butikken

Et massivt pres ligger nu på Liberal Alliance, der gik i tænkeboks, da Løkke satsede alt med sin 2025-plan.

Lars Løkke Rasmussen foreslår topskattelettelser - men ikke på den måde Liberal Alliance forlanger. Det giver hovedbrud hos støttepartiet. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Anders Samuelsen har normalt altid et svar. Altid.

Svaret er ofte et kompliceret regnestykke, der viser, at hvis bare man følger Liberal Alliances ide om at sænke skatten markant, herunder at fjerne topskatten, så er de fleste problemer løst.

Han er kendt som Christiansborgs Duracell-kanin - den der bare bliver ved og ved og ved med at slå på tromme, når de andre er kørt flade. Men i dag blev den liberale tromme sjældent tavs.

Aftaler aflyst

DR havde en aftale med Liberal Alliances formand om, at han ville kommentere regeringens 2025-plan, så snart statsminister Lars Løkke Rasmussen havde lagt den frem. Den aftale blev aflyst. Det gjorde alle andre aftaler også. Først i morgen ventes Liberal Alliances formand at meddele sig om planen.

Det er usædvanligt. Og det viser, at Lars Løkke Rasmussen i dag endelig kom ud af defensiven og lagde trykket over på de andre partier i blå blok.

Ikke mindst Liberal Alliance, der som det eneste parti har været ultimativt i dets krav til efterårets forhandlinger om den skattereform, der er en del af Løkkes plan for dansk økonomi på den lange bane.

Løkke satser alt

Sagen er, at Lars Løkke Rasmussen har valgt at satse hele butikken på sin 2025-plan. Den er stor. Den er ambitiøs. Og den er både et forhandlingsoplæg og et valgoplæg. Bemærk at statsministeren straks drager på turne rundt i landet og tager hul på en række møder med danskerne om planen. I bedste valgkampstil.

Det vender vi tilbage til.

For først skal der forhandles. Og Løkkes plan er skruet sammen med behændighed. Kommentatorer, venner og fjender har i de seneste måneder udlagt det som noget nær en umulig opgave for Løkke at lægge noget frem, som ville kunne spænde over de næsten grotesk forskellige holdninger i blå blok.

Noget til alle

Men der er både surt og sødt til alle: Dansk Folkeparti kan få en nødbremse i forhold til asylansøgere og en udlændingepakke til gengæld for at acceptere lettelser i topskatten.

De Konservative kan komme tilbage i forsvarsforligskredsen, som de forlod under en del tumult tidligere på året, med en opfyldelse af deres krav om flere penge til Forsvaret. De får en pulje til boligejerne, skattelettelser og meget andet, men de må til gengæld acceptere mangel på grøn omstilling og besparelser på visse uddannelser.

Et "Kraka-tilbud"

Og så er der Liberal Alliance, som i skrivende stund er i tænkeboks.

Her har Løkke givet dem et tilbud, der er som en Kraka: Både nøgen og påklædt. En topskattelettelse på de krævede fem procentpoint. Men ikke på den måde, Liberal Alliance havde ønsket og forlangt, hvis ikke regeringen "ville vælte sig selv", som Anders Samuelsen har sagt igen og igen.

Nu er tavsheden så indtruffet, og man må forestille sig, at Samuelsen og den øvrige ledelse i Liberal Alliance grubler over, om man virkelig vil vælte en borgerlig regering på en skattelettelse på op mod 25.000 om året for en meget stor del af partiets kernevælgere.

Og det alene fordi dem, der tjener over en million, ikke får en lettelse af deres sidst tjente kroner. Til dem har regeringen derimod et andet fordelagtigt tilbud: En sænkelse af skatten på aktie- og kapitalgevinster, justering af selskabsskatten og større fradrag for investeringer i små virksomheder. Blandt andet.

Løkke håber...

Løkke regner helt sikkert med, at tilbuddet er for godt for Liberal Alliance til at afslå. Og han vil fryde sig ved, hvis det lykkes ham at straffe Anders Samuelsen for at stille ultimative krav i en parlamentarisk svær situation.

Noget partier ellers aldrig gør, hvis de gerne vil anse sig selv som ansvarlige.

Selv de Konservative har aflagt sig minister-vælte-retorikken fra årets start op til efterårets besværlige forhandlinger.

...men han er ikke sikker

Men Løkke er ikke sikker på Samuelsen. Så hele planen er lagt op som et stort valgoplæg. Løkke kan sagtens se sig selv blive på landevejen, når hans planlagte turné er slut, og kæmpe for genvalg på det grundlag, han lagde frem tirsdag formiddag.

I den situation vil han påstå, at han er ansvarlig for de kommende generationer - modsat dem, der væltede ham. At han leverer skattelettelser til både høj og lav - men ikke til de stenrige som i forvejen har rigeligt (og stemmer på Samuelsen). At han freder boligejere og satser på vækst og velfærd - i modsætning til dem, der kun kan se øget skat som vejen frem.

Venstrefløjen vil i en valgkamp være i struben på ham og beskylde ham for at sælge ud af velfærden til dyre skattelettelser i stedet for at passe på fællesskabet. Og Løkke ved, at han derudover kæmper en hård kamp mod sin egen flossede troværdighed og elendige meningsmålinger.

Efteråret er gennemført uforudsigeligt. Det eneste, man ved med sikkerhed, er, at Løkke er snu og lige så uforudsigelig. Så Anders Samuelsen gør klogt i at tænke sig rigtig godt om, inden han siger noget igen.