Som tiden går er udsigten til en aftale om skat og udlændinge før jul på niveau med udsigten til hvid jul. Det er altså temmelig usandsynligt.
Forhandlingerne er gået totalt i hårdknude, og det er efterhånden ikke til at opdrive kilder med viden om forløbet, der tror på, at det er en stor politisk aftale, der skal sikre julefreden.
Derfor er der nu et massivt pres på Liberal Alliances to topministre, udenrigsminister Anders Samuelsen og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. De seneste fire dage har regeringstoppen brugt på at forsøge at presse/true/lokke de to LA-ministre ned af det træ, de endnu en gang er kravlet op i.
Kravl ned eller ryg ud
Der tegner sig to alternativer for LA. Enten finder de en vej ned af træet og lover, at de som regeringsparti stemmer for den finanslov, de selv har været med til at indgå en aftale om. Eller også træder de ud af regeringen. Frivilligt eller fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) smider dem ud.
Og nedtællingen for en afklaring er i gang. Det må anses for helt utænkeligt, at Lars Løkke Rasmussen går i folketingssalen med sin finanslov på fredag uden at vide, hvordan afstemningen vil gå.
Så hvis LA står fast på, at uden en skatte- og udlændingeaftale stemmer de ikke for finansloven, så er det mest sandsynlige scenarie, at LA bliver smidt ud af regeringen, og at regeringen fremsætter en såkaldt midlertidig bevillingslov, som så kan blive vedtaget på fredag.
På den måde kan Løkke købe sig lidt tid hen over julen til at overveje næste skridt. Efter samme model som Poul Nyrup Rasmussen (S) brugte i 1996. Den gang meddelte CD den 20. december, at partiet ville forlade regeringen. Regeringsomdannelsen blev gennemført 10 dage senere.
Det videre forløb i det scenarie vil naturligvis afhænge meget af, om LA fortsat støtter Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Eller i hvert fald undlader at udtrykke mistillid til ham.
LA's stålsatte bagland
Liberal Alliance står altså overfor et valg mellem to onder.
Et hop ned fra træet vil selvfølgelig være en ydmygelse, som politiske modstandere og kommentatorer vil boltre sig lystigt i, og som kan være svært at forklare overfor den mest stålsatte del af partiets bagland. Blandt nogle LA’ere trives den holdning, at det er bedre at dø med støvlerne på, og at det ikke giver mening at sidde i folketing og regering, hvis man alligevel ikke kan få skattelettelser.
Her er det dog værd at notere sig, at en af de traditionelt mest stålsatte kritikere – erhvervsmanden Asger Aamund – i dag er i Berlingske med det synspunkt, at LA må acceptere at stemme for finansloven og forhandle videre efter nytår. Han anklager også LA-toppen for at ”opføre sig klodset” i de seneste ugers regeringskrise.
- Det er ikke nogen god idé midt i nogle forhandlinger at gå ud og prale med det resultat, man håber at opnå, siger Asger Aamund til Berlingske. Med henvisning til LA’s ageren efter finanslovsaftalen fredag den 8. december, da LA-toppen både lovede ”historiske” skattelettelser inden jul og truede med, at LA ellers ville stemme imod sin egen finanslov.
Faktum er i hvert fald, at den rimeligt forudsigelige reaktion fra Dansk Folkeparti er blevet, at så skal skattelettelserne hverken være historiske eller være på plads inden jul. I forvejen er klimaet så forpestet mellem DF-formand Kristian Thulesen Dahl og LA’s topministre, at de angiveligt undervejs i forhandlingerne ligefrem har nægtet at være i samme lokale.
En endnu større ydmygelse
Den politiske ydmygelse vil dog efter alt at dømme være større, hvis LA ryger ud af regeringen. Så vil partiet blive sat i bås med partier som SF, der ikke kunne klare presset fra ansvarets åg, og i det efterfølgende abespil vil LA-toppen skulle forsvare, at de har totalsmadret det blå samarbejde – på spørgsmålet om, hvorvidt en aftale kunne indgås inden en bestemt dato.
Liberal Alliances frygt er, at Dansk Folkepartis lyst til at lave skattereform helt fordufter, hvis det ikke bliver nu. Uanset hvilke udlændingestramninger regeringen lægger på bordet.
Skulle den frygt blive til virkelighed, kan Liberal Alliance jo stadig forlade regeringen og måske udløse et valg. Også selv om de giver sig nu.