ANALYSE: Så er partierne klar til ideologisk omkamp

Adgangskravet til gymnasiet og HF bliver det afgørende stridspunkt i de politiske forhandlinger om gymnasiereformen.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlægger regeringens udspil til en reform af gymnasierne. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Svaret faldt prompte, da Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen lige efter valget i 2011 blev spurgt, hvad han fortrød efter de ti år med VK-regeringen.

Spørgsmålet blev stillet på et debatarrangement hos den borgerlige tænketank Cepos, og tilhørerne havde måske nok forestillet sig, at eks-finansministeren ville have angret den midtsøgende linje, som han sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen havde stået i spidsen for.

I så fald blev de skuffede.

- Jeg fortryder kun én ting, og det er gymnasiereformen. Den var forfærdelig, lød det fra Claus Hjort Frederiksen.

"Århundredets reform"

Da han efter mødet blev bedt om at uddybe, hvordan det hang sammen med, at det var Venstre-ministre, der havde gennemført reformen i 2003 og oven i købet udnævnt den til ”århundredets reform”, erklærede Hjort bramfrit, at ”de blev ramt af en psykose”.

Under alle omstændigheder var der allerede efter få år en bred politisk erkendelse af, at ”århundredets reform” ikke levede op til forventningerne. Særligt blev det nye gymnasium fra flere sider kritiseret for at gå ud over fagligheden.

”Århundredets reform” var i høj grad fælles politisk tankegods. Reformen var et opgør med det klassiske gymnasium, der var opbygget med to hovedspor: Et sprogligt og et matematisk.

Grundtankerne med langt flere linjer og bedre muligheder for, at de studerende selv kunne konstruere deres uddannelse blev udtænkt under SR-regeringen i 1990’erne og under radikale undervisningsministre.

Og blev altså gennemført af VK-regeringen i samarbejde med alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten.

Socialdemokratisk hjerteblod

Erkendelsen af reformens manglende langtidsholdbarhed fik i sommeren 2014 SR-regeringen til at spille ud med et forslag til en gymnasiereform.

Den gang var der gået så meget valgstemning i Christiansborg, at det var umuligt at lande en aftale. Men Socialdemokraterne og De Radikale kan genkende meget af deres eget tankegods i det udspil, som Venstre-regeringen nu har præsenteret.

Når det gælder indholdet, er der altså basis for en bred politisk aftale. Men ligesom før valget og regeringsskiftet sidste år kommer den afgørende kamp til at stå om karakterkravet. Regeringens udspil er, at de unge skal afslutte folkeskolen med karakteren 4 i dansk og matematik for at komme i gymnasiet. De øvrige partier i blå blok vil højere op. S, R og SF mener, at kravet skal være karakteren 2.

4 svarer til 7 på den gamle 13-skala og står for ”den jævne præstation”.

Karakterkravet bliver symbolet på de ideologiske uenigheder, som er særligt tydelige i uddannelsespolitikken.

Når S-formand Mette Frederiksen står så fast på, at kravet højst skal være 2, bunder det i en ursocialdemokratisk drøm om, at arbejderklassens børn skal have muligheden for at bryde de sociale mønstre og komme på universitetet. Et vigtigt element i selve den socialdemokratiske grundfortælling.

Vigtigt med en bred aftale

Af samme grund er Socialdemokraterne endnu mere kritiske over for regeringens forslag om, at der skal være samme adgangskrav til HF. Fordi den vej til en videregående uddannelse oprindelig er målrettet til dem, der ikke lige gik den lige vej i gymnasiet, men som med HF får en ekstra chance for en boglig uddannelse.

Når socialdemokrater taler om regeringens udspil til HF, kan man ligefrem høre dem bruge ord som ”klassekamp”.

På den anden side er det politisk meget svært at forestille sig, at en reform af gymnasium og HF kan aftales i et smalt forlig med Venstre og de tre borgerlige støttepartier. Det ville i så fald med rette kunne fremkalde ordet ”historisk”.

Traditionen er brede aftaler, når det handler om skole og uddannelse. Fordi det er vigtigt for børn, unge og forældre, at uddannelserne ikke er en politisk slagmark. Også for uddannelsesinstitutionerne er det afgørende, at de kan planlægge uden at skulle tage højde for, at reglerne kan blive ændret igen efter næste valg.

Efter de uskrevne spilleregler på Christiansborg er udgangspunktet også, at der skal være enighed blandt de partier, der er med i det gældende forlig. Det vil sige alle partier undtagen Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet. Bliver forligspartierne ikke enige, kan reformen eller eventuelt dele af reformen først træde i kraft efter næste valg.

Alle partier bliver inviteret til forhandlingerne, der går i gang torsdag. Men de tre partier uden for forliget har ingen vetoret.

Regeringens ambition er en aftale inden sommerferien, så der kan laves lovgivning i efteråret, og de første unge kan begynde i et nyt og reformeret gymnasium i sommeren 2017.

Og så er det selvfølgelig håbet denne gang at få skabt ”århundredets reform”.