Socialdemokratiets udlændingereform

ANALYSE Socialdemokratiet til angreb, hvor fjenden er stærkest

En modoffensiv på udlændingepolitikken fra Socialdemokratiet har længe ligget i kortene. Lykkes operationen, kan det forandre dansk politik i årtier frem.

S-toppen i form af formand Mette Frederiksen, gruppeformand Henrik Sass Larsen og politisk ordfører Nicolai Wammen. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Politik kan være en forgængelig størrelse. Men nogle begivenheder kan være et nyt hængsel, som historien kommer til at dreje sig omkring i årene, der følger.

Om det vil lykkes for Socialdemokratiet at skabe et sådant hængsel i løbet af den kommende uge, når partiet fremlægger sin storstilede plan for en helt ny, og markant anderledes, asyl- og udlændingepolitik, må vi jo vente og se.

Men det er tænkt sådan.

Og lykkes det, kan den kommende uge blive en af de mere afgørende for de kommende år. Både politisk og strukturelt.

Markant nybrud

Indholdet først.

Når Socialdemokratiet smider handsken i asyl- og udlændingepolitikken, er det den foreløbige kulmination på en årelang udvikling, som Mette Frederiksen som formand for alvor har sat strøm til. Godt hjulpet på vej af flygtningekrisen, som for alvor ramte Danmark i september 2015.

Man skal være en dårlig politisk leder, hvis man spilder en god krise, og på stumperne af det nærmest sammenbrudte europæiske asylsystem forsøger Mette Frederiksen sig nu med et offensivt og markant nybrud. Også i international forstand.

Før 2015 ville det have været utænkeligt at Socialdemokratiet kunne foreslå vidtgående ideer som et totalt stop for spontan asylanmodning på dansk grund og et politisk fastsat loft over antallet af ikke-vestlige indvandrere, der får ophold i Danmark som flygtninge eller familiesammenføring.

Ingen tvivl om, at der i det socialdemokratiske udspil skeles til, hvad der sker i andre lande – for eksempel i Tyskland, hvor kansler Merkel i øjeblikket er i færd med at indføre et loft over antallet af familiesammenføringer for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus.

Ud over at kontrollere antallet af udlændinge, der skal integreres i Danmark, er målet at lukke for menneskesmuglernes forretning og undgå, at tusinder af børn, kvinder og mænd drukner i Middelhavet i forsøget på at komme til Europa.

Hvad med humanismen?

Med andre ord: Socialdemokratiet mener at have svaret på, hvordan Europa skal klare flygtningepresset og er klar til at gå enegang og ikke vente på de andre EU-lande. Det er et løfte til de danske vælgere, at en S-ledet regering vil arbejde på at gennemføre systemet. Til gengæld tror Socialdemokraterne på, at de med det nye system kommer med en model, som snart vil brede sig til hele Europa. Der bliver tænkt stort.

Hvad med humanismen, vil kritikerne spørge.

Og ledelsen i Socialdemokratiet vil med Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen i spidsen svare, at humanismen netop er at hjælpe folk i deres nærområder, at give samme muligheder til alle – og ikke kun til dem, der har råd til at betale en menneskesmugler – og at anvende langt flere penge på at hjælpe flygtningene tæt på, hvor de kommer fra, end her i Danmark.

Det kan hjælpe langt flere, er logikken.

Hvordan det så vil blive modtaget i omverdenen, hvis planen lykkes, og hvordan lejrene med folk fra hele verden vil fremstå i offentligheden med afviste, der ikke tør vende hjem, bliver interessant at følge.

Vidtrækkende konsekvenser

Så langt så godt.

Men rent politisk er det store spørgsmål, om det vil det lykkedes for Socialdemokratiet at angribe de borgerlige der, hvor de er allerstærkest. Analysen hos Socialdemokratiet er, at udlændingepolitik, velfærd og valget mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen er de tre faktorer, der kommer til at afgøre næste valg.

Det vidner om en ikke ubetydelig selvtillid hos den socialdemokratiske top, at man nu tør gå længere end bare at følge med de borgerliges udlændingepolitik. På den anden side var det næppe holdbart i længden ikke at kunne præsentere et socialdemokratisk svar på det spørgsmål, som overskygger alt andet i moderne politik, og med Mette Frederiksens overraskende men markante ryk til højre i udlændingepolitikken (og til venstre i andre mere traditionelle socialdemokratiske spørgsmål), har udspillet fra Socialdemokratiet været længe ventet.

Lykkes det for partiet at skabe en ny platform i udlændingepolitikken med udspillet, kan de politiske konsekvenser være vidtrækkende.

Ideen om et nationalt kompromis om udlændingepolitikken trives på tværs af partier på Christiansborg. At forestille sig, at sådan en reel fredsslutning skulle komme før et valg, er omtrent lige så svært som at forestille sig, at Saudi Arabien skulle vælge at lukke for olieproduktionen for at redde klimaet: Der er simpelthen for meget på spil til at fralægge sig det våben.

I øjeblikket er det måske endda nærmere Venstre, der har interesse i at få elimineret udlændingepolitikken som kampplads end socialdemokraterne, der ellers har lidt under kampen i årtier. Mette Frederiksen ynder at prygle løs på det liberale verdenssyn og definere sig selv som nærmere det nationale – altså Dansk Folkeparti. Men efter et valg kan alt se anderledes ud.

DF er et åbent spørgsmål

Et af de åbne spørgsmål er, hvor langt Dansk Folkeparti vil gå på udlændingeområdet, hvilket må formodes at afhænge meget af, hvordan Nye Borgerlige klarer sig ved næste valg.

Hvis partiet fremadrettet vil kræve indrømmelser, som det nærmest ved, at hverken S eller V kan levere, kan det blive svært at få samarbejdet op at køre med nogen som helst regering, der trods alt er bundet af internationale aftaler og grundlovens bestemmelser.

Men der findes også dem, der drømmer om, at netop S og V finder hinanden i udlændingepolitikken, hvor de ikke er så fjernt fra hinanden, som de gerne vil have det til at se ud til, og skaber en ny akse, som man har kendt det på EU-politikken i årtier.

Sikkert er det, at Socialdemokraterne betræder nyt land, og indtil videre ser det ud til, at Mette Frederiksen har partiet i et så stramt jerngreb, at interne kritikere overfor højredrejningen i udlændingespørgsmålet holder sig nogenlunde i ro eller simpelthen nærmest er eliminerede.

At netop Mette Frederiksen har haft held til det, skyldes givetvis blandt andet hendes eget udgangspunkt i Socialdemokratiets venstrefløj. Og den interne ro og opbakning i Socialdemokratiet er fortsat en grundlæggende forudsætning for, at operationen kan lykkes.

Facebook
Twitter