ANALYSE Talelystne politikere truer den danske model

Helt usædvanligt kæmper politikerne næsten om at mene noget om overenskomstforhandlingerne - det var vist ikke lige meningen.

S-formand Mette Frederiksen er fanget i et krydspres, hvor hun ikke kan blande sig i de dramatiske overenskomstforhandlinger. Og det udnytter hendes modstandere (Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Sjældent - hvis nogensinde før - har Christiansborg-politikere med uskyldsrene miner blandet sig meget i en overenskomstforhandling, som de gør i øjeblikket. Og det i en situation, hvor forhandlingerne er så højdramatiske, at parterne er røget i parterapi i forligsinstitutionen i en sky af strejke- og lockoutvarsler og klirrende porcelæn.

En efter en kommer politiske aktører nu frem på scenen og besynger den danske model, hvorefter de overtræder de uskrevne spilleregler, som gør, at modellen overhovedet fungerer. Og det gør den, alt andet lige, så længe der forhandles, og det gør der stadig.

Men jo mere politikerne tilkendegiver deres holdninger, des større er incitamentet for nogle af forhandlerne til at lade det hele falde sammen og lade Christiansborg løse problemerne. Når politikerne nu alligevel har så mange meninger.

SF løb baglæns

At SF og Enhedslisten, fulgt af Alternativet, offentligt har taget lærernes parti og talt imod de massive varsler om lockout, som optrappede konflikten, var mere eller mindre forudsigeligt.

Hele mytologien om ofringen af lærerne ved den store lockout i 2013 har lige siden været en del af Enhedslistens tankegods. Og SF-formand Pia Olsen Dyhr har efterfølgende gået bodsgang for sine medlemmer og løbet baglæns og beklaget forløbet, som foregik, mens SF sad i regering og havde både ansvar og indflydelse.

Mere overraskende er det måske, at Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl ikke kunne stå for fristelsen til at blande sig på lærernes side. Det skete på Kommunernes Landsforenings topmøde i Aalborg i sidste uge, hvor han også brugte en stor del af festen torsdag aften til en tête-à-tête med lærernes formand, Anders Bondo Christensen.

Thulesen ligeglad med Frederiksen

På Thulesen Dahls udtalelser om at arbejdsgiverne måtte tilgodese lærerne i de fastkørte forhandlinger, og at "der er en bodsgang at gå" fra indgrebet i lærerkonflikten i 2013 - som Dansk Folkeparti stemte for - må man forstå, at han har købt Anders Bondo Christensens udlægning af historien.

Derimod køber Kristian Thulesen Dahl tilsyneladende slet ikke argumenterne fra sin nye allierede i Socialdemokratiets formandskontor.

Mette Frederiksen anfører, at det er totalt uansvarligt, hvis politikere, der gerne vil bære regeringsansvar, blander sig i overenskomstforhandlingerne. Thulesen Dahls svar er, at forhandlingerne i forvejen synes på vej ud over kanten - og derfor er det i virkeligheden rettidig omhu at give gode råd.

De offentligt ansatte vælgere

DF-formanden beskriver altså sig selv som ansvarlig og som tilhænger af den danske arbejdsmarkedsmodel. Men han rækker samtidig ud efter attraktive vælgere blandt offentligt ansatte, vel vidende at S-formanden er bundet på hænder og fødder.

Og hos Dansk Folkeparti har de kun smil til overs for, at Mette Frederiksen onsdag fik skældt huden fuld af fagbevægelsen i sin nye valgkreds på hjemmebanen i Aalborg: Hun har ikke taget nok afstand fra lockouten i '13 eller tilkendegivet klart, at hun ikke vil støtte et muligt nyt regeringsindgreb i den nuværende situation, og derfor skal hun holde sig væk 1. maj.

Lærer-loven

Mette Frederiksens navn står på L409, som var selve indgrebet i lærerkonflikten i 2013. Det er svært at løbe fra. Til gengæld kunne hun her til morgen se sin tidligere ministerkollega Morten Østergaard stikke af. Den radikale formand har ellers "ansvarlig" tatoveret ind i sit politiske dna, og fagforeninger har aldrig været de Radikales allierede.

I den type spørgsmål er det socialliberale parti mere liberalt end socialt, og ingen erindrer meget radikalt piveri, da lærerne blev håndteret i '13, selvom de Radikale om noget går op i folkeskolen. Nu - mens forligsmanden forsøger at rede trådene ud - fortryder Morten Østergaard den måde, L409 blev skruet sammen på. Og det er afgørende, at der kommer en aftale, siger han.

Han lægger vægt på, at det netop er en "aftale", han efterspørger. Altså at parterne løser det selv.

Radikal slinger

Tilbage står, at de radikales optræden i optakten til den mulige storkonflikt ikke ligefrem skaber indtryk af en sikker hånd. Før Morten Østergaards offentlige fortrydelsespille kunne man opleve partiets mand i KL's bestyrelse først støtte kommunernes lockout af hundredtusinder af offentligt ansatte - for så pludselig at vende på en tallerken og mene det modsatte.

Men uanset, hvordan man vender og drejer det, så følger Østergaard nu i flere andre partilederes fodspor. Det skaber et pres på Mette Frederiksen.

Frederiksens dilemma

Hun er fanget i, at hun i denne sag ikke kan gå på kompromis med ansvarligheden og fiske i folkestemningen. I stedet er hun bundet til sin ærkerival i statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen, som efterhånden er hendes eneste venner i overenskomstspillet. Sammen kan de fra balkonen på Christiansborg lytte til det tusindtallige kor af offentligt ansatte, der kræver mere i løn - men kun lytte. Ikke reagere.

Det er ubehageligt for Mette Frederiksen, der ellers har forsøgt at skabe en alliance med de offentligt ansatte - blandt andet ved at bebude et opgør med det voldsomt forhadte styringsredskab, new public management.

Men. På længere sigt er det måske ikke nogen ulempe for Mette Frederiksen, at hun i en tilspidset situation får lejlighed til at indtage den ansvarlige rollen - i statsministerligaen.

Bunden opgave

Og i øvrigt har hun intet valg. Socialdemokratiets formand kan ikke blande sig i en overenskomstforhandling og bryde de uskrevne love omkring den danske model. Helt enkelt. Det forhindrer al nedarvet tradition i partiet, det forhindrer billedet af partiets rolle i Danmark. For slet ikke at tale om at adskillige af de offentlige chefforhandlere er hendes egne partifæller.

En statsminister og en statsministerkandidat kommer først på banen, når og hvis tiden er inde til et politisk indgreb. Hvis det da kommer dertil, hvad der langtfra er sikkert endnu.

For måske virker den danske model alligevel. Ikke at den fremstår uden skrammer og store udfordringer, når det gælder offentlige overenskomstforhandlinger, for det gør den i udpræget grad.

Skæv model - men den eneste

Parterne står ulige over for hinanden. Arbejdstagerne har deres strejkeret og muligheden for at spille på opinionen, det er alt. Arbejdsgiversiden kan masse-lockoute. Den sparer penge i tilfælde af konflikt - og udgøres af samme politiske kredse, der til en start skal bevilge pengene. Og endelig så har de samme politikere det ultimative våben i skuffen - det politiske indgreb.

Der er med andre ord masser af udfordringer med den danske model. Særligt i forhold til de offentligt ansatte, hvor konflikterne og de truende konflikter er blevet jævnlige. Men overordnet set er modellen en succes og medvirkende til et dansk arbejdsmarked, der i lange perioder har været harmonisk.

Under alle omstændigheder har ingen rigtigt foreslået nogen bedre model. Men politikerne kan jo udskrive en idékonkurrence - når engang de offentligt ansatte har fået ny overenskomst.