ANALYSE: Tre argumenter for og imod SF i regering

Er SF på vej i regering igen? Her er tre argumenter for og tre imod, mens SF holder landsmøde i Kolding.

Kommende ministerkolleger? (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

SF har rejst sig efter nedsmeltning og exit fra regeringssamarbejdet i 2014. Men partiet er klar til at gå i regering igen - hvis grundlaget og retningen ellers er den rette, lader partiformand Pia Olsen Dyhr forstå på partiets landsmøde i Kolding.

Partiformanden vil dog ikke lægge sig fast på noget, før stemmerne er talt op efter næste folketingsvalg, og der er et politisk grundlag at tage stilling til, understreger hun.

DR's politiske korrespondent Uffe Tang

Siden september 2016 har Uffe Tang været en af DR Nyheders to politiske korrespondenter på Christiansborg, der løbende laver analyser og indslag om dansk politik på dr.dk og i TV og radio. Han kom til DR Nyheder i 2012 og blev redaktionschef og politisk redaktør med ansvar for både nyhedsdækningen og magasinprogrammet Bag Borgen og senere Langt fra Borgen.

Se profil

DR's politiske korrespondent Uffe Tang opstiller tre argumenter for og tre argumenter imod, at SF igen påtager sig et regeringsansvar:

For:

  1. SF-formand Pia Olsen Dyhr elskede at være minister og var faktisk en af de SFere, der fungerede bedst i regeringen. Hun er en resultatorienteret politiker, og hendes liv er for kort til at sidde i opposition eller til at stå på en ølkasse på slotspladsen og råbe til 5.000 mennesker, hvis hun i stedet kan skaffe politiske resultater for 5.000.000. Så hvis prisen for at komme ind i regeringskontorerne er at føre en strammere udlændingepolitik, så er Pia Olsen også klar til at finde de løsninger, som gør det muligt.
  2. Med Pia Olsen Dyhr som formand, er det klart, at partiet valgte en retning, der indikerer, at det endegyldige mål, er den ultimative indflydelse i regeringen. Ikke en rolle som evigt protestparti. Udfordringen er bare, at et muligt regeringssamarbejde kræver, at der bliver ryddet forhindringer ad vejen og at partiet allerede nu opfører sig som et muligt regeringsbærende parti. Men efter den eklatante fiasko som regeringsparti sidst, er har partiet også brug for at vise, at det faktisk kan bære regeringsansvar – bare ikke med Thorning, Corydon og Vestager.
  3. Partiet holder sig meget disciplineret indenfor det, som kan anses for ansvarligt og realistisk. Der er gamle travere i SFs politiske udmeldinger, jovist. Men det er stadig ikke de store socialistiske samfundsomvæltninger, der lægges op til. Partiet vil gerne vise sig som et parti, der både økonomisk og ideologisk holder sig på måtten. Økonomien skal hænge sammen (i modsætning til, hvad de vil sige, at Enhedslisten og Alternativets økonomiske politik gør), og samfundsforandringerne skal være realistiske – ikke flippede og revolutionerende som… ja som hos Enhedslisten og Alternativet.

Imod:

  1. Sporene skræmmer. Tiden i regering var en traumatiserende oplevelse for folkesocialisterne, der så sent som på landsmødet sidste år fik en skriftlig evaluering af, hvad læren af regeringsdeltagelsen havde været. Det var tre år efter, at partiet var trådt ud. Den gang var partiet faldet fra de højeste tinder i Epinions meningsmålinger i august 2009 på 20,7 pct til 3,8 pct tre uger før daværende formand Annette Vilhelmsen pludselig sagde stop og under voldsom tumult trak partiet ud af regeringen som følge af DONG sagen.
  2. Partiet er ikke stærkt nok. Med en vælgertilslutning i den seneste måling fra Epinion på 4,6 pct er det ikke ufarligt at gå i regering med et parti som Socialdemokratiet, der i øjeblikket er fem gange så stort. Og da slet ikke, når de vælgermæssige hovedfjender hedder Alternativet og Enhedslisten, som ville kunne stå udenfor regeringen og polere den ideologiske glorie på for eksempel udlændingespørgsmålet og på det grønne område. Partiet kan blive enormt sårbart, og selve eksistensen kan blive sat på prøve. Dertil kommer, at Pia Olsen Dyhr lige nu ikke har ministeremner nok.
  3. Sporene skræmmer del II. Socialdemokraterne har prøvet meget gennem partiets lange liv. Også i samarbejdet med de Radikale, som Socialdemokrater elsker at hade. Men det, de oplevede med SF i regeringen, var alligevel noget, der sent vil blive glemt i toppen af det gamle arbejderparti. En ting var, at ledelsen i SF virkede klar til at gå i regering. Men der var ikke styr på folketingsgruppen og på baglandet. Og den ene gang efter den anden blev regeringen presset af interne problemer i SF, som på den anden side var hårdt presset af, at partiets ledelse var blevet trynet af de Radikale, som også kom med i regeringen. Derfor endte SRSF-regeringen med at ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik. For slet ikke at tale om, hvad det afstedkom af problemer at Villy Søvndal pludselig valgte at trække sig som leder og kaste partiet ud i et kampvalg om formandsposten – og altså posten som nummer tre i regeringen. En plads i de allermest magtfulde og centrale regeringsudvalg. Det kan godt være, at de Radikale er noget nær den værste regeringsmakker, Socialdemokraterne kan forestille sig. Men de har aldrig ladet sig knække under magtens åg. Dertil kommer, at der ikke er nogen umiddelbar politik merværdi for S ved at tage SF med i regering.