ANALYSE Udspil om boligskat kan dæmpe valgkulleren på Christiansborg

Regeringen har i et stykke tid lurepasset med boligskatte-udspillet, vurderer DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.

Statsministeren vil ikke have et folketingsvalg in mente, nu hvor han snart præsenterer regerings forslag til ny boligskat. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Når regeringstoppen nu er klar til at fremlægge sit forslag til ny boligskat, er det et signal om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen er rimeligt fortrøstningsfuld, når det gælder regeringens chancer for at overleve efterårets politiske nervekrig mellem især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om topskatten.

Realiteten er nemlig, at regeringen i et stykke tid har lurepasset med boligskatte-udspillet for lige at vurdere, om forhandlingerne om 2025-planen ville ende med et hurtigt valg.

Boligskat er så følsomt et emne, at det ville være politisk hasarderet for Venstre at spille ud med noget, der kunne ryge direkte ind i en ophedet valgkamp.

Det gælder i særlig grad, fordi regeringen vil lægge op til at aflive det boligskattestop, som Venstre selv opfandt og gennemførte i 2002, og som har været så populært, at Socialdemokratiet efter en del politiske krumspring endte med at tilslutte sig det.

Skattestop med stigende boligskat

Midt i en valgkamp kunne det være særdeles svært at overbevise de mange vælgere, der bor i egen bolig, om, at regeringens mål med aflivningen af det kendte boligskattestop ikke er, at boligskatterne så bare skal stige voldsomt.

Aflivningen sker i erkendelse af, at skattestoppet ikke længere fungerer efter hensigten og slet ikke ville fungere, når ejendomsvurderingerne i fremtiden bliver mere retvisende.

Det skyldes den måde, skattestoppet er skruet sammen på.

Ejendomsværdiskatten, som betales af hele ejendommens værdi, har været fastfrosset i kroner og ører siden 2002.

Den er altså omfattet af et helt firkantet skattestop.

Men den kommunale grundskyld, der betales af grundens værdi, kan stige med op til syv procent om året.

Det betyder, at mange boligejere især omkring de store byer, har oplevet, at boligskattestoppet reelt har været lig med stærkt stigende boligskat.

Regeringens pose med penge

Samtidig vil det nye system til vurdering af fast ejendom afsløre, at det især er boligejere omkring de store byer, hvis huse har været vurderet for lavt.

De har altså betalt for lidt i boligskat.

Så hvis regeringen bare fortsatte med det gældende boligskattestop, når de nye vurderinger kommer, kunne de husejere se frem til stigende grundskyld i mange, mange år frem i tiden.

I dag betaler danske boligejere omkring 42 mia. i boligskat. De 28 mia. kr. kommer fra grundskyld.

Regeringens egne tal viser, at det beløb vil stige med 10 mia. kr. i 2040, hvis man bare kører videre med det gældende boligskattestop. Vel at mærke i nutidskroner, så det faktiske tal i 2040 ville være meget højere.

Derfor vil regeringen erstatte det kendte boligskattestop med en ny model, der forhindrer de seneste års voldsomme stigninger.

Det er til det formål, regeringen har afsat 24 mia. kr. i de næste ti år i sin økonomiske 2025-plan til et nyt boligskattesystem.

Der skal betales tilbage

Omkring ni af de 24 mia. kr. skal bruges til betale tilbage til boligejere, der har betalt for meget i boligskat på grund af forkerte vurderinger.

Resten vil regeringen bruge i forbindelse med den nye model til opkrævning af boligskat.

Lars Løkke Rasmussen vil varsle den nye boligskattemodel, når han tirsdag holder sin åbningstale til Folketinget, og den præcise model bliver så præsenteret inden efterårsferien.

Det vil sige senere i denne uge eller senest i næste uge.

Derefter vil også fremtidens boligskat være en del af efterårets i forvejen meget besværlige forhandlinger om 2025-planen.

Seismograf for valgkuller

Boligskat vil ikke umiddelbart gøre det hele nemmere i en stemning af udbredt valgkuller på Christiansborg.

Men bagtæppet for forhandlingerne er, at et nyt system til vurdering af ejerboliger en bunden opgave, fordi tusindvis af boligejere i dag betaler skat efter en forkert vurdering.

Og dermed står partierne også i en situation, hvor problemet ikke bare forsvinder, selv om der måtte komme en ny regering.

På Christiansborg har flere partier i de seneste uger brugt boligskatte-udspillet som en slags seismograf til at aflæse udsigten til blåt sammenbrud og valg.

Derfor kan alene det, at der nu kommer et udspil fra regeringen, måske medvirke til at dæmpe valgkulleren.

Facebook
Twitter