Popstars-Jon går ind i politik

Jon Nørgaard vil gå ind i politik. Sangeren, der blandt andet er kendt fra Popstars, en række hits og filmen Solo, har overvejet det længe.

Jon Nørgaard stiller op til næste kommunalvalg. (Foto: Morten Rygaard)

- Vilje er der nok af, lyder det fra Jon Nørgaard overfor DR Nyheder.

Den 26-årige sanger, der blandt andet er kendt som Popstars-Jon, har besluttet sig for at gå ind i politik.

Der skal ryddes op

Han vil nærmere bestemt stille op til næste kommunalvalg i Norddjurs Kommune.

- Jeg har idag besluttet mig for at stille op til næste kommunalvalg i Norddjurs Kommune. Der skal ryddes op i den rodebutik nu....Sådan skriver sangeren på sin Facebook profil, og han bekræfter sin beslutning overfor DR Nyheder.

Flere partier er interesserede

- Jeg har allerede haft et par partier i røret, som vil høre mere om hvor og hvordan, men lige nu tager jeg det stille og roligt og kigger på mulighederne, skriver Jon Nørgaard til DR Nyheder.

Den midtjyske kunstner har tilsyneladende overvejet det længe, og han forholder sig ydmygt til opgaven:

- Man ændrer ikke noget på én nat nogen steder, men hvor der er vilje, er der vej, og vilje er der nok af, lyder det fra Jon Nørgaard.

Facebook
Twitter