Det er nogle tunge og anonyme drenge, som regeringen har hyret til opgaven med at implementere skolereformerne.
Konsulentfirmaet McKinsey & Co. skal hjælpe til med at sikre, at reformerne og de nye arbejdstidsregler for lærere får en reel effekt ude på de enkelte skoler.
DR's erhvervskorrespondent, Nina Munch-Perrin, beskriver McKinsey som et meget lukket firma.
- De opererer i det skjulte. Det er hemmeligt, hvem der er kunder hos dem, og de er lige så hemmelighedsfulde som advokater. De taler slet ikke om, hvem de har som kunder. Det er en lukket verden, siger hun.
Udklækker topchefer til dansk erhvervsliv
Firmaet har for vane at holde sig fra journalister, men flere af McKinseys tidligere partnere er i dag topchefer i dansk erhvervsliv, forklarer Nina Munch-Perrin.
Det gælder blandt andre Henrik Poulsen fra Dong, Tue Mantoni fra B&O, Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, Niels B. Christiansen fra Danfoss og kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, der netop er blevet kåret som årets kvindelige bestyrelsesmedlem.
Finansministeriets departementschef, David Hellemann, har ligeledes en fortid som partner i McKinsey.
Forfatter: De er garant for toptrimmet kapitalistisk markedsøkonomi
Sidste år udkom bogen "The Firm" om McKinsey, der er skrevet af den amerikanske journalist Duff McDonald.
Han skriver i sin bog, at man efterhånden kan finde McKinsey-folk overalt i toppen af amerikansk erhvervsliv, og at firmaet har tætte forbindelser til verdens magthavere.
Duff McDonald sagde i et interview med Politiken sidste år, at McKinsey som regel er pengene værd for de topchefer, der hyrer firmaet.
- Er de pengene værd for samfundet? Det afhænger vel helt af, hvad det er for et samfund, du ønsker. Hvis det er en toptrimmet kapitalistisk markedsøkonomi, har jeg svært ved at se, at du kan have noget imod McKinsey, sagde forfatteren.
Foruden jobbet som konsulent i forbindelse med skolereformerne, bad Finansministeriet for nylig McKinsey om at komme med anbefalinger til, hvordan man bedst øger konkurrencen med et specifikt fokus på den danske velfærd.
Finansminister Bjarne Corydon (S) kom dog efterfølgende på andre tanker og sendte den opgave i udbud igen.
Nemmere at bruge McKinsey som 'the bad guys'
Når man tilkalder McKinsey, er det ikke for sjov, siger Nina Munch-Perrin. Så er der konkrete problemer og udfordringer, der skal løses nu og her.
- De optimerer processer. Selvfølgelig handler det om penge, men det handler også om at gøre tingene smartere, mere effektivt og få mere ud af de samme midler.
- Man hiver dem ind, fordi det bare er nemmere at få andre til at være the bad guys og sige: 'hør her, fire mand til at lave én mands arbejde er ikke godt nok'. Så kan man skyde skylden på dem, når der skal fyres: 'Det sagde McKinsey', siger Nina Munch-Perrin.
Firmaet formår også at holde et konstant flow af unge, velkvalificerede medarbejdere, siger hun.
- De ligger og støvsuger handelshøjskolerne for de største talenter hvert år. McKinsey er toppen af poppen. Det er ligesom, når journaliststuderende skal i praktik, og alle vil på Politiken.
Tidligere chef dømt for insiderhandel
Flere kontroverser og skandaler har klæbet til McKinsey, som blev grundlagt i USA i 1926.
Mest opsigtsvækkende blev McKinseys tidligere chef i København, Rajat Gupta, der senere blev chef for McKinsey på verdensplan og boede i Rungsted, i 2008 dømt for insiderhandel, efter at han havde forladt firmaet.
Herhjemme har McKinsey også mødt kritik blandt ansatte på blandt andet Rigshospitalet i 1990'erne samt på DR, hvor konsulentfirmaet blev hyret til at hjælpe med at omstrukturere organisationerne.
Konsulentfirmaet McKinsey er ansat af staten frem til juni i år. Det er afsat seks millioner kroner til opgaven med skolereformerne.