PORTRÆT Socialdemokraternes entertainer blev minister for fisk og mink – og knækkede nakken på det

Mogens Jensen har levet hele sit liv i den socialdemokratiske bevægelse – og han har formået at blande politisk ansvar med underholdning. Nu er karrieren slået ud af kurs.

Mogens Jensen sang for fra Arbejdermuseet, under fejringen af arbejdernes kampdag i år. (Foto: LISELOTTE SABROE)

De synger meget hos Socialdemokraterne. Og oftest synger Mogens Jensen for. For han elsker at synge, og han kan alle sangene. Ellers skriver han én til lejligheden.

Men Mogens Jensen kan mere end det. Han kan også agere i et politisk rum. Han har mange venner i det, der kaldes Bevægelsen med stort B – altså Socialdemokratiet og den klassiske LO-fagbevægelse. Og han har tilkæmpet sig en vigtig position, som tiden er gået.

Mogens Jensen var derfor en helt naturlig mand på holdkortet, da Mette Frederiksen skulle danne regering efter valget i 2019. Næstformand i partiet, folketingsmedlem siden 2005, ministererfaring fra den sidste del af Helle Thorning-Schmidt-epoken. Og nær ven af Henrik Sass Larsen, stærk mand i Socialdemokratiet frem til regeringsdannelsen.

De to tilhører samme generation af socialdemokrater. Og var med i samme socialdemokratiske kaffeklub, Morgenmadsklubben.

Under Helle Thorning-Schmidt fik Mogens Jensen sin første ministerpost. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Under Thorning var Mogens Jensen først gruppeformand, siden minister for udviklingsbistand. Mette Frederiksen udstyrede ham med en besynderlig sammenkogt ret af et ministerium. Ligestilling, nordiske anliggender, fisk og fødevarer.

Sidstnævnte blev hans ulykke, på ministerfronten. Dét kunne ingen vide efter valget grundlovsdag i 2019, dengang corona mest var en øl af mexicansk aftapning.

For kulturel til Kulturministeriet

Nogle gættede på Mogens Jensen som ny kulturminister, da Frederiksen dannede regering – men det var ikke realistisk. Ikke fordi Jensen havde for lidt tilknytning til kulturens verden – snarere fordi tilknytningen var for stor. Fornemmelsen var, at for mange ville have for store forventninger om at modtage en hjælpende hånd fra en kulturminister Mogens Jensen.

For hans netværk på området er enormt. Og interessen det samme. Alene i oktober 2020, mens coronaens anden bølge sled i Danmark, var Mogens Jensen i teatret fem gange. Det viser Statsministeriets åbenhedsregister.

Finkulturel er Jensen imidlertid ikke. Han er nok mere på hjemmebane i dansktoppen end i barokken og lige så meget i Bakkens Hvile som i Operaen. For slet ikke at tale om Arbejdersangbogen.

Af samme grund stod han i årevis for musikalske og underholdende indslag på Socialdemokratiets kongresser. Folk i partiet taler stadig om ”Dyrene i Klimaskoven”, hvor mange topfolk i partiet måtte på scenen og agere træer og hjorte i en længerevarende forestilling, drevet frem af Mogens Jensen. Nogle var mere entusiastiske end andre.

Se Mogens Jensen lave en parodi af Poul Nyrup Rasmussen i et interview med DR på valgaftenen i 1998:

Hans parodier er gode. Det gælder fremstillingen af Prins Henrik i den årlige Christiansborgrevy – og det gjaldt især Mogens Jensens udgave af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som Mogens Jensen blev tæt knyttet til, mens Jensen endnu ikke selv var blevet politiker og stadig var ansat i fagbevægelsen, hvor han havde arbejdet i en årrække. Blandt andet som konsulent for LO-toppen.

Ikke blot parodierede Jensen Poul Nyrup. Han var også chauffør for Nyrup, da denne prøvede at holde liv i sin partiformandspost efter valgnederlaget i 2001 og tog på en noget resultatløs danmarksturné.

Mogens Jensen har flere gange lavet parodier af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. De to fik et tæt forhold til hinanden gennem årene. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Og til sidst overtog Mogens Jensen Poul Nyrup Rasmussens valgkreds i Herning. Det kunne ikke være anderledes.

Tæt på toppen

Mogens Jensen har været tæt på flere partiformænd. Da Helle Thorning-Schmidt greb magten i Socialdemokratiet, begyndte det hele på Mogens Jensens kontor på Christiansborg – her meldte hun sig som kandidat. Senere gjorde hun ham til minister.

Og senere igen gjorde Mette Frederiksen så det samme. Faktisk til firedobbelt minister.

Det var en krævende opgave, men i udgangspunktet ikke politisk sprængfarlig. Ingen af de fire resortområder har stået allerøverst på Regeringen Mette Frederiksen I’s dagsorden. I horisonten kunne Mogens Jensen i rollen som fødevareminister ane vanskelige forhandlinger om landbrugets klimaindsats – det var dog næppe noget, der gjorde den rutinerede minister nervøs.

Der var ballade om et EU-krav om barsel til fædre. Og entertaineren Mogens Jensen lod ministeriet producere adskillige videoer om fødevarepolitik med ministeren selv i hovedrollen. Alt i alt ikke særligt dramatisk.

Da Mette Frederiksen i juni 2019 præsenterede den nyvalgte regerings ministre, var det med Mogens Jensen som ansvarlig for hele fire områder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Men så nåede covid-19 Danmark.

Først var Mogens Jensens beskedne rolle at berolige danskerne – der var rigeligt med fødevarer på supermarkedernes hylder, forsikrede han på adskillige pressemøder.

Og så ramte smitten de første minkfarme. Og Mogens Jensen blev hen ad vejen ramt så hårdt, at han ikke længere er fødevareminister.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter