Poul-Erik fik tæsk på Godhavn: 'Skylden har staten påtaget sig. Men mareridtene - de forsvinder aldrig'

- Vi er meget taknemmelige for undskyldningen, siger tidligere Godhavnsdreng.

For mere end 50 år siden forsøgte Poul-Erik Rasmussen at flygte fra drengehjemmet Godhavn. Flygte fra en hverdag fyldt med tæsk, prygl og ydmygelse fra voksne, der skulle passe på børnene.

I dag var han i statsministerens embedsbolig på Marienborg og fik en undskyldning fra Mette Frederiksen for de grumme forhold, som mange børn oplevede i en årrække.

Det var i perioden fra 1946 til 1976, at børn blev udsat for systematiske tæsk, lussinger og seksuelle overgreb. Mette Frederiksen undskyldte for ikke kun for overgreb på Godhavn, men over for alle anbragte børn på børnehjem underlagt statsligt tilsyn i perioden, hvor tilsynet svigtede.

Poul-Erik Rasmussen var på Godhavn fra 1962 til 1965. Han har i mere end 14 år stået i spidsen for kampen for en undskyldning til de børn, der var udsat for mishandling på børnehjemmene.

Derfor var det en særlig dag for ham, da han kunne rejse sig og holde tale foran statsministeren og en række andre toppolitikere, der var til stede på Marienborg.

- Vi er meget taknemmelige for den undskyldning, som statsministeren har givet. Vi håber, at der er mange, der har fået en byrde taget af skulderen.

- Skylden, den har statsministeren og staten påtaget sig. Men de dårlige minder, smerterne, mareridtene; de forsvinder aldrig. Men mon ikke det her har givet en masse, der skal spekuleres igennem. I alle de år har man gået og gemt sig nede i en kasse og følt skyld. Den behøver ikke være der mere, det har statsministeren lige sørget for, sagde Poul-Erik Rasmussen

Statsminister Mette Frederiksen giver Poul-Erik Rasmussen et knus ved den officielle undskyldning til Godhavnsdrengene. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kæmper videre for anbragte børn

Poul-Erik Rasmussen fortalte om den lange kamp for en undskyldning. En kamp, som virkede umulig, indtil han fik et opkald fra Mette Frederiksen.

Og kampen slutter ikke med dagens undskyldning. For Poul-Erik Rasmussen vil sikre sig, at ingen børn skal opleve det, som han var udsat for.

- Der er ingen, der får lov til at glemme os. Vi kæmper videre for dem, der er anbragt i dag. Der er ingen, der skal behandle børn på samme måde, som vi blev, sagde han.

Spørgsmålet er nu, om statsministerens undskyldning kan betyde, at der bliver givet erstatning til dem, der blev mishandlet på børnehjemmene.

Poul-Erik Rasmussen understregede dog, at erstatning og undskyldning er to forskellige ting.

- Jeg vil gerne bakke dem op, der vil forsøge at få erstatning, men det er ikke noget, der hører undskyldingen til. Det er to vidt forskellige ting. Det er domstolenes opgave at give den erstatning, sagde Poul-Erik Rasmussen.

Opdateret: Undskyldningen gælder ikke kun børn på de 19 omtalte børnehjem i Godhavnsrapporten, men børn anbragt på børnehjem underlagt statsligt tilsyn i perioden 1946-1976.

Facebook
Twitter