Presset på Mogens Jensen fra S-baglandet fortsætter: 'Det klogeste ville være at trække sig'

Tilliden er væk til Mogens Jensen som minister, mener S-viceborgmester.

Fødevareminister Mogens Jensen har mildest talt haft nogle begivenhedsrige dage. (Arkiv) (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Mogens Jensen presses i øjeblikket fra alle sider. Oppositionen, støttepartier og eget bagland.

Erling Mortensen, der er lokalformand for Socialdemokratiet på Læsø, har allerede udtalt, at han mener, at fødevareministeren skal trække sig på grund af mink-skandalen.

Og han får nu opbakning fra Bjarne Kvist, der er viceborgmester i Frederikshavn. Han mener, at tilliden simpelthen er væk til Mogens Jensen, der ifølge viceborgmesteren ikke har været god nok til at forklare, hvorfor alle mink i Danmark skal slås ihjel.

- Det klogeste for hans egen skyld, regeringens skyld og for vores alles skyld ville være, at han trak sig nu, siger Bjarne Kvist.

Og det er ikke kun manglen på formidling, der er problemet, mener han. Det er et endnu større problem, at ordren om, at alle mink skulle slås ihjel, har vist sig at være ulovlig.

- Der er åbenlyst truffet beslutninger, der ikke er lovhjemmel til. Det er et kæmpestort problem. At Mogens Jensen åbenbart har vidst det, det er et stort problem, siger Bjarne Kvist.

Ifølge Mogens Jensen vil hele forløbet fremgå af en en redegørelse, der kommer inden for en uge.

Artiklen fortsætter efter tidslinjen.

'Væver og svæver'

Mogens Jensen skulle i dag svare på spørgsmål om hele forløbet med aflivning af mink, da han var indkaldt til samråd i Miljø- og Fødevareudvalget.

Her slog han endnu engang fast, at han mener, at han har talt sandt under hele forløbet. Ifølge Bjarne Kvist hjalp samrådet dog langt fra på hans tillid til fødevareministeren.

- Der er så mange selvmodsigelser. Han svæver og væver og snakker rundt om uden at give klart svar på noget som helst. Det, som almindelige mennesker vil kalde en typisk politiker, der snakker uden om, siger han.

Ole Ørnbøl, der er byrådsmedlem i Hjørring for Socialdemokratiet, synes egentlig, at Mogens Jensen klarede samrådet "elegant".

Byrådsmedlemmet troede egentlig ikke, at Mogens Jensen stadig ville være minister efter samrådet, men nu mener han, at man må vente på redegørelsen.

Det til trods for, at oppositionen mener, at Mogens Jensen skal trække sig, og støttepartierne ikke garanterer for hans fremtid som minister.

- Du får ikke mig til at sige, at han skal gå hverken i dag eller i morgen. Det må redegørelsen vise. Holder den ikke ikke vand i forhold til, hvad han blev spurgt om i dag, og hvad han svarede, så har Mogens Jensen kun et at gøre, og det er at forlade arenaen, siger Ole Ørnbøl.

Facebook
Twitter