Prisen for at se Messi og Mæhle er steget eksplosivt - derfor er tv-fodbold et guldæg for betalingskanalerne

Prisen for at se sport i tv er steget markant de seneste ti år. Indtil videre kan DR og TV 2 stadig finde penge til at købe slutrunderne.

Joakim Mæhle efter VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken den 12. oktober 2021. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Tiderne, hvor alle licensbetalere troligt kunne tænde tv'et hver lørdag og lade sig guide igennem af Tommy Troelsen siddende i en blød lænestol, er for længst forbi.

For prisen for at se sport i tv - herunder særligt fodbold - er steget markant, siden Tipslørdag lukkede i 1999. I dag er prisen på sportsrettigheder en milliardforretning for klubber, sportsforbund og de tv-stationer, der sender regningen videre til forbrugerne.

Derfor er det heller ikke ligetil at sikre, at store sportsbegivenheder i fremtiden vises på tv-kanaler, som flest muligt kan se, og som regeringen i dag har meldt ud, den ønsker.

Sportsrettighederne har allerede sendt klubfodbolden fra både verdens bedste ligaer og fra superligaen over på kanaler, hvor mindre end halvdelen af befolkningen i dag har indløst billet til at følge med.

Rettighederne til den mest lukrative nationale klubliga i verden, Premier League, blev i foråret solgt til tv-stationerne BT, Sky og amerikanske Amazon for mere end 42 milliarder danske kroner, skriver den store engelske avis The Guardian. Mediernes milliardindkøb er udelukkende retten til at vise Premier League i Storbritannien. Dertil kommer salget til tv-stationer i resten af verden.

Mens klubfodbolden længe har været henvist til betalingskanalerne, har det hidtil været en lidt anden historie med landsholdsfodbolden. Godt nok blev Herrelandsholdets kvalifikationskampe til EM og VM vist på Discovery Networks Kanal 5, men Danmarks deltagelse ved sommerens EM-slutrunde blev - primært - vist på DR.

Sådan her så Premier League-sendingerne ud i tilbage i december 1996, hvor Tommy Troelsen var vært på Tipslørdag på DR. Artiklen fortsætter efter videoen.

Nationale tv-stationer har svært ved at matche bud

Selvom DR og TV2 sammen har købt rettighederne til at vise slutrunderne ved EM og VM i fodbold frem til 2028, så står det ikke hugget i sten, at det fortsat vil være public service-kanalerne, der har råd til at købe rettighederne.

Det vurderer Jesper Jørgensen, der er partner og sportsøkonom hos Deloitte.

- Vi har set, at rettighedspriserne i en lang række år er steget voldsomt. Det gælder de store internationale begivenheder som OL, VM og EM i fodbold, de store fodboldturneringer Premier League, Champions League og for den sags skyld også Superligaen. Det er blevet ekstremt dyrt for de nationale tv-kanaler at følge med i det prisgame, siger han.

Den præcise pris kendes ikke, da tv-rettighederne sælges på markedsvilkår og holdes hemmelig. Men det Internationale Fodboldforbund (Fifa) budgetterer til næste år med en indtjening på knap 17 milliarder kroner alene på salg af tv-rettigheder - primært til VM i Qatar.

Salget af rettigheder udgør 56 procent af forbundets indtægt til næste år, viser budgettet.

Rettighedspriserne sætter også sine spor i prisen på tv-pakkerne til forbrugerne. I 2011 kostede tv-udbyderen Yousee's grundpakke 189 kroner. I år koster den 309 kroner - og fra nytår 319 kroner.

Det skyldes særligt de stigende priser på sportsrettigheder, har Yousee-direktør Christian Morgan forklaret.

- Ikke mindst rettighederne til en række populære sportsbegivenheder er steget med flere hundrede procent, skrev Christian Morgan for en måned siden til BT.

Sådan her så det ud i sommer, da Josefine Høgh var vært for DR's EM-dækning fra studiet i Fælledparken. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Facebook og Amazon vil have del i lukrativt marked

Sportsøkonom Jesper Jørgensen vurderer, at tv-fodbolden har vist sig at være et guldæg for betalingskanalerne til at lokke seere ind. Det giver mulighed for at sælge reklamer og abonnementer. Og han har svært ved at se, at prisen fremover skal holde sig fuldstændig i ro.

- Alt har sit mætningspunkt på et tidspunkt, men udfordringen er, at billedet hele tiden ændrer sig, siger han.

Det sidste med henvisning til, at amerikanske mediegiganter som Amazon og Facebook er ved at få øjnene op for sportsrettighederne.

Facebook har haft rettighederne til at vise den europæiske klubturnering Champions League i Mellem- og Sydamerika, mens Amazon har rettighederne til at vise en række af Premier League-kampene eksklusivt på sin tjeneste Amazon Prime.

Amerikanske Amazons indtog på det britiske tv-marked er ikke gået ubemærket hen. Heller ikke blandt fodboldfans. Her er det fra Premier League-kampen mellem Crystal Palace og AFC Bournemouth i december 2019, hvor fans fra hjemmeholdet protesterer mod Amazon med bannere. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)

Rettighedsprisernes himmelflugt udfordrer også den danske regerings udmelding om at genindføre den såkaldte sportsliste.

Tanken er, at listen skal sikre, at de store sportsbegivenheder også i fremtiden kan ses på landsdækkende tv.

Men det store spørgsmål er, om eksempelvis DR fortsat vil have råd til at købe rettighederne.

Hvad DR betaler for sportsrettigheder, fremgår af DR's årsrapport. I den seneste fra 2020 fremgår det, at DR har "indgået aftaler om køb af sportsrettigheder for i alt 442,4 mio. kr."

Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder, mener at intentionerne bag regeringens melding om at genindføre sportslisten "lyder fornuftige". Men han erkender, at prisen kan blive et problem.

- Hvis DR blev pålagt at skulle købe rettigheder til nogle begivenheder, som vi ville have meget svært ved at matche økonomisk, så ville det gå ud over nogle andre ting. Det ønsker vi ikke, siger han.

Regeringen vil diskutere priser på rådsmøde

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ved godt, at stigende rettighedspriser kan betyde, at sportslisten ikke er noget værd.

- Derfor er prisen selvfølgelig også en diskussion, vi også er nødt til at tage. Så ved siden af det her greb er der en række andre ting, vi kan gøre. Vi skal have en international diskussion om, hvor meget penge er kommet til at fylde i blandt andet fodbold. Det vil jeg løfte for mine europæiske rådskolleger.

Hvad kan man gøre med sådan en diskussion?

- I første omgang skal vi have det på bordet. Og der tror jeg ikke, at vi er de eneste, der synes, det er ærgerligt. Vi skal gøre forsøget og kæmpe for, at sport kommer ud til alle danskere og spille på alle de tangenter, vi har, siger Halsboe.

Ane Halsboe har sit første rådsmøde som kulturminister i november. Der agter hun at rejse diskussionen i sin egenskab af sportsminister, som hun formulerer det.

Sportsøkonomom Jesper Jørgensen tror dog ikke, at en sportsliste vil sikre sporten på de tv-kanaler, som fleste kan se.

Er det overhovedet realistisk for politikerne at stoppe den her spiral?

- Jeg tror, vi ser ind i fortsat stigende priser. At lave sådan en liste anser jeg for at være politisk teatertorden, for den har ingen gang på jorden, siger han.

FacebookTwitter