Professor: Billigere nødder og alkohol får minimal betydning for grænsehandel

Danskerne vil fortsat tage på hyggetur over grænse, vurderer professor.

Danskerne vil fortsat tage turen til Tyskland for at handle på grund af de sociale faktorer, vurderer professor Dannie Kjeldgaard. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Regeringen præsenterede søndag en ny erhvervspakke, som vil nedsætte en række afgifter, der har betydning for grænsehandlen.

Det skal få flere danskere til at handle i Danmark frem for at køre til Tyskland.

Afgiften sænkes blandet andet på nødder, øl og sodavand.

Når aftalen er fuldt indfaset i 2025, vil den betyde lempelser for 570 millioner kroner årligt.

Ny erhvervspakke

Ny aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale fjerner flere afgifter og sænker blandt andet også elvarme-afgift. I alt bliver 65 afgifter sænket eller afskaffet. Det bliver blandt andet billigere at købe øl og nødder.

Se Tema

Folk starter bilen på Sydfyn lørdag formiddag og kører flere hundrede kilometer med et relativt økonomisk udbytte. Gør de det i dag, vil de også gøre det i morgen.

Dannie Kjeldgaard, professor

- Vi gør det billigere at være dansker og lettere at drive virksomhed. Og vi gør det mindre attraktivt at grænsehandle til gavn for danske arbejdspladser, lød det fra fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), da forslaget blev præsenteret.

Forsker i forbrugerkultur ved Syddansk Universitet professor Dannie Kjeldgaard forventer dog ikke, at de danske indkøbsvaner vil ændre sig væsentligt.

- Bagved forslaget ligger der en antagelse om, at forbrugerne handler ud fra et rationelt, økonomisk perspektiv. Det vil sige, når man kører til grænsen, så handler det om at få tingene billigt.

- Men vi ved jo godt, at det at køre over grænsen handler om meget andet end økonomisk optimering. Derfor kan man godt stille spørgsmål ved, hvad effekten vil blive, siger Dannie Kjeldgaard.

Sociale faktorer driver os

Professoren mener, at det er sociale faktorer, der driver de mange handlende over grænsen mere, end det er de lavere priser.

- Det er sjovt og fornøjeligt og i høj grad en del af en fælles fortælling om, at man har gjort en god handel. Nogen kører i bil, andre betaler for en bustur - der er en lang række sociale faktorer, der motiverer folk.

- Overordnet set, tror jeg ikke, der vil ske det store skift. Folk starter bilen på Sydfyn lørdag formiddag og kører flere hundrede kilometer med et relativt økonomisk udbytte. Gør de det i dag, vil de også gøre det i morgen, siger Dannie Kjeldgaard.

De her butikker syd for grænsen, de er dygtige indkøbere, så de skal nok finde nogle gode slagtilbud på forskellige produkter, der kan være den motivation.

Dannie Kjeldgaard, professor

Folk skal fortsat have følelsen af at have gjort en god handel, når de handler i Tyskland, men det tror Dannie Kjeldgaard ikke, supermarkederne får svært ved at bilde danskerne ind.

- De her butikker syd for grænsen, de er dygtige indkøbere, så de skal nok finde nogle gode slagtilbud på forskellige produkter, der kan være den motivation, der gør, at vi tager af sted, siger Dannie Kjeldgaard.

Nogle få får gavn af det

Det eneste sted, han spår, at afgiftsænkningen vil få betydning, er i de lokale danske butikker, der ligger tæt på grænsen.

- Der er ingen tvivl om, at der vil være et skift i handlen i grænseregionen. Helt lokalt og isoleret vil det kunne hjælpe nogle virksomheder i den del af landet, lyder det fra Dannie Kjeldgaard.

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd blev der fra 2009 til 2017 lukket 34 procent flere dagligvarebutikker i Sønderjylland sammenlignet med resten af landet.

Karsten Gram,der er næstformand for Landdistrikternes Fællesråd, håber, at den nye aftale kan hjælpe især de sønderjyske købmænd på rette spor. Men det kræver også lokal hjælp.

- Men så gider jeg ikke høre på folk, der brokker sig over, at købmænd lukker, hvis de selv kører til Tyskland og handler. Man er nødt til som forbruger også selv at støtte købmændene, siger han ifølge Ritzau.