Professor kalder statsminister-manøvre for urimelig: Rådgiver får enorm magt

Regeringens mest magtfulde udvalg har aldrig været tiltænkt en særlig rådgiver, siger Tim Knudsen.

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen forlader sit kontor med sammen med sin stabschef Martin Rossen under regeringsforhandlingerne. Martin Rossen er nu rykket med helt ind i det magtfulde koordinationsudvalg, der traditionelt har været besat af ministre. (Foto: Jens Dresling)

- Jeg synes, at det demokratisk set er ret uheldigt. Man kan godt læse det på den måde, at vi har fået en vicestatsminister uden for parlamentarisk ansvar.

Sådan siger Tim Knudsen, der er professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet og ekspert i politisk forvaltning, efter at det i dag er kommet frem, at Socialdemokratiets stabschef og statsministerens nære allierede og 'højre hånd', Martin Rossen, får en central plads i S-regeringen.

Selv om Martin Rossen ikke er udnævnt som minister, så bliver han både medlem af regeringens to mest magtfulde udvalg - Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget - ligesom han skal lede et politisk sekretariat i Statsministeriet og være særlig rådgiver for statsministeren.

Og særligt hans placering i Koordinationsudvalget, som behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, og i Økonomiudvalget, som har til hovedopgave at se på regeringens samlede økonomiske politik, får professor Tim Knudsen til at overveje at trykke på den røde alarmknap.

For Martin Rossen kan nemlig sidde i udvalgene med Socialdemokratiets topministre uden at skulle stå til ansvar for Folketinget.

- Der har aldrig før siddet folk, som ikke var ministre. Det har aldrig været meningen, at en særlig rådgiver skulle sidde der uden at have et parlamentarisk ansvar og også uden at være presset til at stå til ansvar over for offentligheden og medierne. Jeg synes, at det er meget uheldigt, siger han.

Bliver en slags overminister

Tim Knudsen er ikke den eneste, som undrer sig over udnævnelsen.

Radikale Venstre vil have taget udnævnelsen af Martin Rossen op i præsidiet, der er Folketingets øverste ledelse.

Her vil de nemlig have svar på, om hvor meget magt han får, og om han kan stilles parlamentarisk til ansvar.

- Vi er nødt til at vide, om vi har fået en ny vicestatsminister eller ej, sagde præsidiemedlem Jens Rohde tidligere i dag til DR Nyheder.

Ifølge professor Tim Knudsen vil Martin Rossens rolle formentlig give ham en enorm magt i regeringen, da han både sidder i de vigtigste udvalg og samtidig er en nær allieret til statsministeren.

- Han vil efter alt at dømme få en rolle som overminister for fagministrene i udvalgene, som er under parlamentarisk ansvar. Og hvis han sidder der og afviser nogle af deres forslag, så kommer de meget nemt i en klemme, for de bliver både stillet til ansvar af Folketinget og medierne - det gør Martin Rossen til gengæld ikke, siger Tim Knudsen og fortsætter:

- Det er simpelthen ikke rimeligt at have sådan en person som overminister for fagministrene.

Får en enorm magt

Hvorfor er det ikke rimeligt. Det er jo statsministeren, som bestemmer?

- Det, der sker her, er, at i Økonomiudvalget vil statsministeren ikke engang være til stede. Der vil han sidde som statsministerens mand med hendes magt uddelegeret til sig. Det bør han stå til ministeransvar for ligesom de øvrige medlemmer.

Der er ingen på Christiansborg, der i tvivl om, at Martin Rossen har meget magt. Hvor magtfuld er han blevet med denne nye position?

- Hvis man går ud fra, at han fortsat vil være Mette Frederiksens allernærmeste rådgiver, så er det altså den næsthøjeste position i regeringen, han har fået. Det er fuldstændig urimeligt uden, at han kan stilles parlamentarisk til ansvar.

Socialdemokratiet forsvarer beslutningen

Ifølge Socialdemokratiet så kommer Martin Rossen dog ikke til at indflydelse på regeringens politik.

Det forklarer politisk ordfører Jesper Petersen.

- Det er ministrenes ansvar, hvilken politik der føres i Danmark, og i sidste ende statsministerens. Folketinget kan holde ministrene op på den politik, de fremlægger, og som de gennemfører. Det kunne de før, og det kan de også fortsat, siger han.

Den politiske ordfører ser udnævnelsen af Martin Rossen som en styrkelse af Statsministeriet.

- For alle de vælgere, der har stemt på Mette Frederiksen, og det flertal i Folketinget, der gerne vil have hende som statsminister, der kan jeg kun se, at det er en fordel, at Statsministeriet bliver styrket, siger Jesper Petersen.

DR har været i kontakt med Martin Rossen, som ikke ønsker at stille op til interview.

Facebook
Twitter