Provinsborgmestre: København tager for få flygtninge

Flere borgmestre er utilfredse med, at provinsen skal integrere langt flere flygtninge end København.

Ca. 12.000 flygtninge ventes at få opholdstilladelse i år, og ingen af dem skal bo i København. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Provinsen skal i 2015 integrere langt flere flygtninge end hovedstadsområdet, og det får nu flere borgmestre på barrikaderne, skriver Jyllands-Posten.

Set i forhold til indbyggertal har de øvrige regioner fået tildelt to til tre gange så mange flygtninge som Region Hovedstaden.

Og mens en række ø- og udkantskommuner skal huse flest, skal København og flere omegnskommuner ikke tage imod en eneste af de anslåede 12.000 flygtninge, som får opholdstilladelse i år.

- Hovedstaden favoriseres

- Hovedstaden burde løfte fuldstændig på lige fod med alle andre, når vores regering har besluttet, at vi skal lukke dørene op, siger Hans Ejner Bertelsen, Venstre-borgmester i Morsø Kommune, til avisen.

Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S), ser fordelingen af flygtninge som et udtryk for, at hovedstaden gang på gang favoriseres.

Også blandt landets store kommuner er der kritik af, at København ikke skal tage imod flygtninge. Det gælder blandt andet i Aarhus Kommune, hvor beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) kalder det helt vanvittigt.

Minister: Fordeling er fair

Men integrationsminister Manu Sareen (R) afviser kritikken fra provinsen. Den nuværende fordeling er ifølge ministeren fair:

- Modellen giver en bred geografisk fordeling af nye flygtninge og en mere jævn fordeling af den samlede integrationsopgave mellem kommunerne, siger han.

Samsø, Læsø og Ærø er de tre kommuner, der i forhold til indbyggertallet skal tage imod flest flygtninge med henholdsvis 18, 8 og 25.

I den anden ende af skalaen ligger hovedstadskommunerne Hvidovre, Gladsaxe og Rødovre, der skal tage imod 22, 18 og 10, men fordi indbyggertallet her er væsentligt højere, er andelen i forhold til indbyggertallet lavt.

/ritzau/