PSO-afgiften flyttes fra el-regning til finanslov: Højere bundskat, lavere el-regning

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil man også skære i den grønne check.

DR Nyheder erfarer, at partierne bag energiforliget blandt andet vil hæve bundskatten for at finansiere afskaffelsen af PSO'en (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Her til aften forsøger partierne i energiforliget at få aftalen om afskaffelsen af den såkaldte PSO-afgift på plads.

Fra klokken 19 sætter Socialdemokratiet, SF, de Radikale, Dansk Folkeparti og de Konservative sig sammen med regeringspartiet Venstre for at sætte et sidste punktum i aftalen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har man dog allerede besluttet, at PSO-afgiftens afskaffelse skal finansieres via flere kilder.

Der vil komme en lille forhøjelse af bundskatten, og man vil skære i den grønne check som pt. bliver udbetalt til flere millioner danskere. Desuden skal erhvervslivet også til lommerne for at finansiere afskaffelsen, ífølge DR Nyheders oplysninger.

Regeringen har forhandlet med de forskellige partier i energiforliget enkeltvis i løbet af i dag.

- Den eneste store knast er at få alle med, så de kan se sig selv i det. Det bliver noget alle bække små finansiering for at finde pengene til at afskaffe PSO-afgiften, siger DR's politiske korrespondent Uffe Tang.

PSO-afgiften er en afgift på forbrugernes elregning, som finansierer grønne initiativer som vindkraft og solceller. Afgiften har dog været enormt udskældt, da EU-kommissionen har dømt den traktatstridig, fordi udenlandske selskaber i Danmark også skal betale, selv om de ikke får støtte til grøn omstilling.

En afskaffelse af PSO-afgiften kommer dog også til at betyde, at forbrugernes elregning til at blive mindre.

Facebook
Twitter