Quraishy opfordrer til boykot af Danmark

Integrationsdebattøren Bashy Quraishy opfordrer på internettet muslimske lande til at boykotte Danmark. Han kalder Dansk Folkeparti hadefuldt, statsministeren for arrogant og SF kaldes antimuslimsk.

Integrationsdebattøren Bashy Quraishy opfordrer på internettet muslimske lande til at boykotte Danmark. (Foto: Jacob Langvad Nilsson © Scanpix)

Flere politiske skikkelser får mindre flatterende ord med på vejen af den danske integrationsdebattør Bashy Quraishy.

I en video på You Tube kaldes Dansk Folkeparti for hadefuldt, statsminister Anders Fogh Rasmussen arrogant og SF for antimuslimsk. En politisk og økonomisk boykot er ifølge Quraishy midlet til at få Danmark på ret køl igen.

- Jeg er ikke ude på at lave ballade. Men vi har en arrogant statsminister, som ikke forstår, at Dansk Folkeparti med sine modbydelige udtalelser mod islam og muslimer fører et moderne korstog mod islam. Jeg har forsøgt at bekæmpe racisme med dialog, men må nu bruge andre metoder. En af de metoder er politisk og økonomisk boykot, siger Quraishy, og hævder at boykotten bunder i kærlighed til Danmark.

SF antimuslimsk

Også SF får drøje hug med på vejen og bliver kaldt antimuslimsk, hvilket i den grad støder medstifter af Demokratiske Muslimer og partiets kandidat til Europa Parlamentet, Fathi el-Abed.

- Det er helt hen i vejret at kalde SF antimuslimsk, og en boykot ligner allermest en personlig dagsorden fra hans side. Det er det værste, man kan opfordre til. I stedet for at bygge bro graver han grøfter, og dermed gør han sig skyldig i det samme, som han anklager Dansk Folkeparti for, siger Fathi el-Abed.

Det sidste vi har brug for

Når Fathi el-Abed ikke laver politisk arbejde, rejser han rundt i Mellemøsten som rådgiver for Udenrigsministeriet for at hele sårene oven på Muhammedkrisen. Også på vegne af det arbejde melder indignationen sig:

- Det sidste halvandet år har jeg rejst rundt, for at vi og de mellemøstlige lande kan nærme os hinanden. En boykot fra den arabisk-muslimske verden er det sidste, vi har brug for. Det er ødelæggende for fornuft og dialog, uddyber Fathi el-Abed.

Facebook
Twitter