R: Forbyd parfumestoffer på offentlige kontorer

Det offentlige skal ikke medvirke til at give borgerne allergi. Derfor vil de radikale have forbudt parfumestoffer i offentlige bygninger.

Der kan sagtens gøres rent uden duftende rengøringsmidler, mener De Radikale.

Det offentlige skal ikke medvirke til at give borgerne allergi. Derfor vil de radikale have forbudt parfumestoffer i offentlige bygninger.

- Det er præcis ligesom med rygning. Det offentlige bør sikre, at alle kan færdes i det offentlige rum uden at blive syge. Vi bør gå forrest og forbyde at der bruges parfumestoffer i offentlige bygninger, siger Elsebeth Gerner Nielsen fra Det Radikale Venstre til MetroXpress.

Parfumestoffer i rengøringsmidler og sæbe kan give allergi. Mindst fire procent af befolkningen lider af parfumeallergi ved kontakt. Herudover lider mange af gener, når der er parfumestoffer i luften.

Vil lette dagligdagen

De radikale foreslår, at alle rengøringsmidler og materialer skal være fri for parfume, hvis det skal bruges i en offentlig bygning.

Og det kan sagtens lade sig gøre, oplyser miljøkonsulent Hanne Svenningsen fra Informationscenter for Miljø og Sundhed. Parfume har ingen rengøringsmæssig effekt. Derfor kan man gøre lige så godt rent med rengøringsmidler uden parfume.

Miljøkonsulenten mener, at et forbud vil lette dagligdagen for alle de borgere, der reagerer allergisk på parfumestoffer i både luft og ved kontakt.

For vidtrækkende

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Birthe Skaarup mener, at et forbud mod parfume er at gå for vidt.

- Men jeg vil godt støtte, at vi henstiller til, at både offentlige og private virksomheder og bygninger bruger rengøringsmidler uden parfumestoffer, siger Skaarup.

ExternalContent

Facebook
Twitter