R og EL: Langt ude, at så meget udviklingsbistand bliver i Danmark

Det er absurd, at næsten en tredjedel af den danske udviklingsbistand næste år vil gå til Danmark, lyder det fra de Radikale og Enhedslisten.

Enhedslisten og de Radikale er enige om, at der skal sendes flere penge til verdens fattigste. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Det er langt ude, at Danmark ender med at blive det land i verden, der modtager mest dansk udviklingsbistand, mens verden skriger på hjælp.

Sådan lyder det fra både Enhedslisten og de Radikale, der er rystede over, at næsten en tredjedel af den danske udviklingsbistand til næste år vil blive brugt i Danmark til at finansiere de mange flygtninge.

Ifølge de to partier bider det sig selv i halen, at en så stor andel af udviklingsbistanden aldrig kommer ud af landet.

Bistand kan forhindre flugt

- En af de måder, vi kan sikre, at folk ikke tvinges på flugt, er jo faktisk ved at stabilisere i de nærområder, som alle taler så meget om, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

I 2008 var det under to procent af udviklingsbistanden, der blev i Danmark og den dramatiske udvikling frem mod næste år skyldes det stigende antal flygtninge.

Udgifter til flygtningemodtagelse bliver nemlig taget fra udviklingsbistanden, sådan som også de tidligere regeringer har gjort.

Men med de 30 procent er grænsen nået, mener de Radikale.

Ønsker mere udviklingsbistand

- Vil man have færre flygtninge i verden, så er man nødt til at prioritere hjælpen i nærområderne og forebygge nye konflikter, og det kan man ikke, hvis man bruger alle pengene på sig selv, siger han.

Både Enhedslisten og de Radikale mener, at man burde skrue op for udviklingsbistanden i stedet for at skrue ned, som regeringen har gjort.

- Det er et absurd tidspunkt at beslutte sig for en historisk neddrosling af udviklingsbistanden, siger Morten Østergaard.

FacebookTwitter