MRSA

R og V vil indsætte permanente bakterievismænd

Bakterieudvalg skal sikre Danmark mod globalt sygdomsproblem, mener både De Radikale og V.

Flere politikere ønsker, at den midlertidige ekspertgruppe, der rådgiver dem om antibiotika og MRSA skal gøres permanent. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Feber og hoste er typiske tegn på en almindelig, ufarlig lungebetændelse, men fremover kan det blive en sygdom vi dør af. Sygdommens bakterier kan nemlig udvikle sig, så den ikke bliver brudt ned af vores medicin.

Det scenarie frygter flere politikere, og derfor foreslår Radikale Venstres fødevareordfører, Andreas Steenberg, at samle eksperterne på området i et permanent bakterieudvalg.

- Der mangler en bevidsthed i befolkningen og også nogle forslag her på Christiansborg om, hvad vi skal gøre ved det her med multiresistente bakterier, altså bakterier vi ikke kan slå ihjel med penicillin.

- Det er et af de største sundhedsproblemer, vi har i Danmark og i verden, fordi det er skræmmende, at vi pludselig kan dø af helt almindelige sygdomme, siger Andreas Steenberg.

Forslaget tager De Radikale med til bordet til de igangværende forhandlinger om et nyt veterinærforlig.

I regeringspartiet Venstre hilser fødevareordfører, Erling Bonnesen, forslaget velkomment. Han ser også de multiresistente bakterier (MRSA) som en alvorlig trussel.

- Derfor er det også vigtigt, at vi får opsamlet al information og får dem frem, så vi løbende får iværksat de rigtige initiativer, så vi bedst muligt kan bekæmpe MRSA, siger han.

Dyrlægerne: Fast udvalg forebygger

I 2006 var ingen i Danmark diagnosticeret med MRSA CC398. I dag er op mod 12.000 danskere smittet – langt de fleste uden at vide det.

For at bekæmpe MRSA i Danmark har en ekspertgruppe været nedsat to gange. Men ekspertgruppen har nu afleveret de sidste anbefalinger, og derfor er ekspertgruppen fortid, som det ser ud nu.

Den Danske Dyrlægeforening har været repræsenteret i ekspertgruppen, og formand Carsten Jensen ser ligesom politikerne fordele i at gøre gruppen permanent.

- I et fast udvalg har man en fast følgegruppe, som kan gribe ind, før det bliver et problem, hvorimod, når man nedsætter det som et ad hoc-udvalg i forbindelse med, at man har et problem, så kan det godt være, at man allerede er på bagkant, siger han.

Hos Landbrug og Fødevarer vil veterinærpolitisk chef Per Olsen gerne se det konkrete forslag, inden de bakker op om det.

- Det lyder da interessant, hvis de tænker, de kan gøre gruppen permanent, og man kan få en ordentlig faglig nuancering af de problemstillinger, der ligger omkring MRSA og antibiotika, så vil der være fordele ved at have sådan et udvalg af en eller anden karakter, siger han.

DF er lunkne, S vil mere

Selvom Lise Bech, Dansk Folkepartis fødevareordfører, ikke afviser forslaget fra De Radikale, så mener hun umiddelbart ikke, der er nogen grund til at gøre MRSA-ekspertgruppen permanent.

- De har været gode til at træde sammen, når vi ønsker det. Det fungerer fint, og det der permanente lyder dyrt. Vi skal umiddelbart hellere bruge pengene på at følge deres anbefalinger, siger hun.

Det ligger dog ifølge Miljø- og Fødevareministeriet ikke i kortene, at man bare kan nedsætte ekspertgruppen igen.

Socialdemokratiet vil til forhandlingerne have et lidt andet forslag med. De vil gerne have en permanent ekspertgruppe, der kan rådgive politikerne om indsatsen mod eksempelvis MRSA. Men Simon Kollerup, fødevareordfører for Socialdemokratiet, mener, at en permanent ekspertgruppe skal kunne rådgive om andet end blot MRSA:

- Vi kunne godt tænke os et helt uvildigt veterinærpolitisk råd, som er i stand til at gå ind i de meget store debatter omkring eksempelvis MRSA, men også andre problemstillinger inden for området, og rådgive os om det, siger han.

Facebook
Twitter