R-profil om Trumps mur til Mexico: Vi skal også kontrollere vores grænser

Der er nogle af de samme elementer i Trumps bebudede mur til Mexico og den grænsepolitik, Europa fører, siger R-profil.

- Vi er nødt til at have kontrol med EU’s grænser - alle kan ikke komme ind.

Det er meldingen fra De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, i aftenens udgave af Debatten, da hun bliver spurgt om, hvad forskellen på Donald Trumps ønske om at bygge en mur til Mexico er med de hegn og grænsebomme, Europa sætter op mod flygtninge og migranter.

Ifølge Sofie Carsten Nielsen er det altså helt legitimt at ville ”kontrollere sine grænser” og henviser til, at heller ikke alle skal kunne komme ind i Europa.

- Man må godt kontrollere, hvilke mennesker, der kommer ind i ens land. Så er spørgsmålet om det hjælper at bygge en mur, eller om det hjælper at lave aftaler med naboerne på den anden side af grænsen. Jeg tror mest på det sidste, siger Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:

- Men der er godt nok stor forskel på at sige, at I skal skride hjem, og vi tager ingen kvoteflygtninge eller I betaler, siger Sofie Carsten Nielsen med henvisning til USA's præsidents krav om, at Mexico skal betale for den mur, som han i går i et dekret skrev under på, at han snart vil bygge.

Styr på vores grænser

- Så vi skal også have en mur?, spørger Debatten-værten, Clement Kjersgaard.

- Vi skal ha’ solide aftaler. Vi må godt kontrollere og have ordentlige forhold, så længe vi tager imod de asylansøgere, der flygter fra krig, død og ødelæggelse, svarer R-ordføreren.

- Men også i Europa skal vi kunne kontrollere vores grænser, man skal ikke bare kunne komme ind?, spørger Clement Kjersgaard.

- Ja, vi skal have styr på det, siger Sofie Carsten Nielsen

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2 med Clement Kjersgaard, når han spørger: Skal Danmark følge Trump i hans asylstop?