R, SF og EL: FN's Børnekonvention bør inkorporeres i dansk lov

En kritisk rapport fra Europarådet får flere partier til at kræve, at FN's Børnekonvention inkorporeres i dansk lov.

Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten mener, at det er helt skørt, at FN's børnekonvention ikke er inkorporeret i dansk lovgivning. (Foto: Jens Astrup)

I 2012 nedsatte regeringen et sagkyndigt udvalg til at vurdere, om en række FN-konventioner, heriblandt FN's Børnekonvention, bør inkorporeres i dansk lov.

Udvalget skulle have været klar med dets anbefalinger i efteråret 2013, men forventes først at være klar i næste måned.

Socialdemokraterne afventer udvalgets anbefalinger.

- Embedsmænd skal tage konvention alvorligt

R, SF og EL har dog allerede taget stilling til spørgsmålet om inkorporeringen af FN's Børnekonvention.

- Vi mener, at børnekonventionen som udgangspunkt bør inkorporeres i dansk lovgivning, med det forbehold at det ikke vil fjerne alle problemer. Danmark har ratificeret konventionen, så vi er allerede forpligtiget til at bruge den. Men embedsmændene og juristerne i systemet skal vide, de skal tage den alvorligt, lyder det fra Marlene Borst Hansen, udlændingeordfører for De Radikale.

Enhedslisten er enige og mener, der er behov for en inkorporering for at sikre, at der tages hensyn til barnets tarv i hver eneste sag. Og ikke kun i de tilfælde, hvor sagerne er heldige nok til at komme i medierne.

- Det er da helt skørt, at vi igen og igen og igen ser sager, hvor man helt åbenlyst ikke har taget hensyn til, hvad der er det bedste for barnet. Et land som Danmark burde da sørge for, at en konvention som FN's Børnekonvention selvfølgelig er indskrevet i dansk lov, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

SF-holdning uændret

SF fremsatte allerede i 2003 et lovforslag om inkorporeringen af FN's Børnekonvention, og partiets holdning er uændret.

- Vi har i lang tid ment, at FN's Børnekonvention bør indskrives i dansk lovgivning. Vores holdning til inkorporeringen er uændret, slår Karina Lorentzen fast, retsordfører for SF.

I lande som Norge, Tyskland, Frankrig, Nederlandene, Finland og Island er FN's Børnekonvention allerede inkorporeret.

Facebook
Twitter