Tema Pensionsaftale

R tilbyder bred pensionsaftale uden udlændingestramninger

Hvis regeringen vil have en langtidsholdbar pensionsaftale, bør den droppe stramninger, siger De Radikale.

De Radikale har et tilbud til regeringen: Pil udlændingestramningerne ud af pensionsaftalen, så den overlever et regeringsskifte.

Sådan lyder det fra stedfortrædende politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R), efter regeringen tirsdag har indgået pensionsaftale med støttepartiet Dansk Folkeparti.

- Vi synes jo faktisk, det er en glimrende aftale - i hvert fald den del, der handler om pension.

- Hvis bare man splittede den op, så man fjernede den del, der handler om udlændinge - som jo ikke har noget med pension at gøre - så ville vi sådan set være for.

- Så får man sikret aftalens langtidsholdbarhed i stedet for en helt smal aftale, siger hun.

Pensionsaftalen sænker blandt andet integrationsydelsen med tre procent. Det vil De Radikale ikke være med til.

Men de dele af aftalen, der handler om selve pensionssystemet, kan De Radikale godt skrive under på.

- Vi vil gerne tilbyde en langtidsholdbar pensionsaftale. Men så vil vi også være med til at udmønte de to milliarder kroner, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun henviser til aftalens pulje på 2,4 milliarder kroner, som skal udmøntes til efteråret. Pengene skal løse det problem, at det for nogle ikke kan betale sig at spare op til pensionen, fordi de bliver modregnet i ydelser.

Hvorfor skulle regeringen være interesseret i at have jer med i aftalen og give jer indflydelse på de 2,4 milliarder kroner? I vil vel ikke sløjfe en aftale, I går ind for, hvis flertallet skulle blive rødt?

- Men der er bare stadig områder, der ikke er løst. Og Socialdemokratiet er også skeptiske over for de dele, der ikke er løst. Det er jo dem med mindst på arbejdsmarkedet, som det ikke er løst for.

- Så det er ikke sikkert, aftalen holder længe.

- Vi synes, det er den rigtige vej at gå, men vi har ikke været med i forhandlingerne, så vi føler selvfølgelig ikke noget ansvar.

Men man kan vel ikke uden videre pille udlændingestramningerne ud - de bidrager også finansieringen?

- Det er af en meget symbolsk karakter. Og jeg er sikker på, at vi hurtigt kunne finde ud af det, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/