R: Vi mangler viden om æreskriminalitet

Regeringen famler i blinde i bekæmpelsen af tvangsægteskaber og æresdrab, mener Det Radikale Venstre, der efterlyser forskning på området.

Vi behøver viden om æreskriminalitet, mener Simon Emil Ammitzbøll fra Det Radikale Venstre, der opfordrer regeringen til at sikre mere forskning på området. (Foto: DR © DR)

Regeringen bør sikre, at der forskes i æreskriminalitet, mener Det Radikale Venstre.

- Vi behøver en undersøgelse af, hvad der virker mod tvangsægtekaber og æresdrab, siger partiets retsordfører, Simon Emil Ammitzlbøll, efter at en 31-årig dansk statsborger er blevet skudt og dræbt af sin svoger i Pakistan.

- Hvorfor foretrækker regeringen at famle i blinde, spørger den radikale retsordfører, der henviser til, at Socialforskningsinstituttet også tidligere har dokumenteret, at der mangler forskning på området.

- Resultatet af manglende forskning er, at politikerne intet ved om, hvordan man effektivt standser tvangsægteskaber og æresdrab, som det der nu er sket på en dansk statsborger i Pakistan, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Bør gå forrest

Enhedslistens fungerende gruppeformand, Per Clausen mener, at Danmark bør stille sig i spidsen for en international indsats, som forsøger at påvirke de pakistanske myndigheders indsats overfor mord på kvinder, der begrundes i "hensynet til familien".

- I den sammenhæng vil jeg spørge udenrigsministeren, hvad Danmark hidtil har gjort på dette område og hvilke nye initiativer han vil tage, siger han.

Justitsminister Lene Espersen bliver også bedt om at oplyse, hvad de danske myndigheder kender til omfanget af drab og indespærring af danske kvinder i Pakistan, og hvad de danske myndigheder har gjort for at løse problemet.

FacebookTwitter