Radikale kræver garanti af Mette Frederiksen: Ingen vetoret til DF

Morten Østergaard stiller krav for at støtte en socialdemokratisk regering efter valget. Den må ikke være afhængig af Dansk Folkeparti.

Den radikale leder, Morten Østergaard, lover sine vælgere, at han ikke vil gøre S-formand Mette Frederiksen til statsminister, hvis hun gør sin udlændingepolitik afhængig af Dansk Folkeparti. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De Radikale skærper nu tonen overfor Socialdemokratiet. Den radikale leder, Morten Østergaard, lover sine vælgere, at han ikke vil gøre S-formand Mette Frederiksen til statsminister, hvis hun gør sin udlændingepolitik afhængig af Dansk Folkeparti.

- Jeg giver en garanti til danskerne om, at en regering for at få vores støtte skal gøre sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik, siger Morten Østergaard.

Meldingen kommer efter, at Mette Frederiksen op til grundlovsdag erklærede, at hun går efter en socialdemokratisk et-parti-regering efter valget. Altså uden De Radikale.

Samtidig gjorde Mette Frederiksen det klart, at hun agter at lave udlændingepolitik hen over midten - også med Dansk Folkeparti.

Men den går ikke, hvis Mette Frederiksen får brug for de radikale mandater for at blive statsminister.

- Jeg kræver, at en regering for at få vores opbakning skal være uafhængig af Dansk Folkepartis mandater og deres politik, siger Morten Østergaard.

Hvad betyder det?

- Det betyder, at inden regeringen skal dannes, skal vi have vished for, at Dansk Folkeparti hverken har de afgørende mandater i den parlamentariske konstellation eller får vetoret på bestemte politiske områder.

- Vi forlanger, at hvis de tæller vores mandater med, så må de også lytte til os. Vi er klar til at samarbejde og indgå kompromisser. Men vi vil ikke acceptere, at der er områder, som er lagt i benlås på forhånd, siger Morten Østergaard.

R-krav gælder ikke kun udlændingepolitik

Den radikale leder understreger, at hans krav ikke kun gælder udlændingepolitikken, men også f.eks. den økonomiske politik og EU-politik.

- Politikken skal kunne føres uafhængigt af Dansk Folkeparti, fastslår den radikale leder.

Den radikale melding kan gøre det parlamentariske spil efter valget helt uforudsigeligt.

Samtidig kan det her og nu gøre tiden frem mod valget sværere for Mette Frederiksen. Hun er under angreb for ikke at kunne levere den stramme udlændingepolitik, hun lover vælgerne, fordi hun vil blive afhængig af De Radikale, Alternativet og Enhedslisten, som står for en anden linje.

S-formandens svar på det har netop været, at hun ikke vil føre udlændingepolitik med dem, men hen over midten med Venstre og Dansk Folkeparti.

Facebook
Twitter