Radikale: Minoritetsunge skal have statsborgerskab i eksamensgave

Unge, der holder sig fra kriminalitet, skal tildeles statsborgerskab, når de består folkeskolens afgangsprøve, mener Morten Østergaard.

I anledning af Statsborgerskabsdagen den 22. april kommer Morten Østergaard (R) med et nyt lovforslag om unge med minoritetsbaggrund. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Uffe Weng- Scanpix.)

Automatisk statsborgerskab til unge, der er født og opvokset i Danmark, består folkeskolens afgangsprøve og i øvrigt har holdt sig på dydens smalle sti.

Sådan lyder et nyt forslag fra partileder Morten Østergaard (R) i anledning af Statsborgerskabsdagen, som afholdes i dag.

- I dag oplever de, at de - til trods for at de aldrig har boet andre steder - ikke er ligeværdige med deres klassekammerater. De kan ikke stemme til folketingsvalg, når de bliver 18. Og de kan ikke rejse frit, siger Østergaard og genopliver samtidigt et gammelt forslag fra SR-regeringens tid.

Unge, der ikke er danske statsborgere, skal i dag selv søge om fornyet opholdsgrundlag, når de fylder 18 år. Og for at få dansk statsborgerskab og dermed pas skal de bestå indfødsretsprøven.

Da Morten Østergaard for nylig var på rundtur i udsatte boligområder, erfarede han, at netop de krav er problematiske for mange unge.

- Jeg bliver berørt af, at de stadig omtaler sig selv som "nogle andre end danskerne". Hvis vi skal have integrationen til at lykkes, så skal vi have alle dem, som gør alt det rigtige, til at føles sig anerkendt som danske, siger Østergaard.

Nogle af dine politiske modstandere vil jo nok tænke, hvad så hvis de begår kriminalitet efter folkeskolen - så kan man jo ikke udvise dem, hvis de har fået statsborgerskab?

- Vi taler om unge mennesker, som aldrig har boet andre steder end i Danmark. Det, vi gør, er at anerkende dem som ligeværdige dele af vores samfund.

- Det er så forkert, når vi mistænker unge, som aldrig har sat en fod forkert, for at være et potentielt bandemedlem, alene på grund af deres minoritetsbaggrund.

/ritzau/

Facebook
Twitter