Radikale: Mogens Camres Hitler-tweet er giftigt

Dansk Folkepartis formand bør komme ud af busken og lægge afstand til Mogens Camre, mener De Radikale.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl bør lægge kraftigt afstand til Mogens Camres udtalelser om muslimer, mener De Radikale. (Foto: Claus Bech Andersen © Scanpix)

Mogens Camres udtalelser om muslimer i Europa og hans ønske om, at de lider samme skæbne som Hitler, er helt ude i hampen og kan også være decideret farlige.

Det mener De Radikales Nadeem Farooq, efter at Camre torsdag aften på det sociale medie Twitter skrev følgende: "Om jødernes situation i Europa: muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen."

- Det er det, man kalder hate speech, som opildner til had, og det er typisk, at man først starter med dødstrusler og så forsøger at bløde lidt op, siger Nadeem Farooq.

- Men tilbage står indtrykket af, at det er meget ekstreme udtalelser, som er med til at lægge gift ud for den dialog, som er nødvendig for en fredelig sameksistens, siger han.

R: Camre puster til gløderne

Mogens Camre uddybede efter sit tweet, at han ikke mener, at samtlige muslimer i Europa er fjendtlige over for Vesten, og at tweetet skal ses i forlængelse af de angreb på jøder, der blandt andet har fundet sted i Paris og Berlin i forbindelse med konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza.

Nadeem Farooq understreger, at der skal slås hårdt ned på enhver form for jødehad i Danmark og resten af Europa, men det radikale folketingsmedlem mener, at Mogens Camre med sine udtalelser selv er med til at puste til at optrappe en konflikt.

- Når der er forsøg på afbrænding af synagoger i Paris, skal vi tage afstand fra det og kalde det dybt forkasteligt, men det, Mogens Camre forsøger nu, er at puste til gløderne og optænde konflikt her i Danmark, siger Nadeem Farooq.

- Hans udtalelser er ikke baseret på, om man mener det ene eller det andet om konflikten i Mellemøsten, men om man er muslim eller ej. Det er der, han går galt i byen.

DF-top støtter Camres tweet

Hos Dansk Folkepartis top er man ikke lige så oprørt over Mogens Camres udtalelser om muslimer, som den radikale Nadeem Farooq er.

Næstformand og udenrigspolitisk ordfører Søren Espersen siger, at Mogens Camre "har ikke sagt noget, der ikke er rigtigt".

Det er en meget skuffende reaktion fra Dansk Folkepartis top, mener Nadeem Farooq.

- Jeg havde forventet, at en ledende DF'er som Søren Espersen ville være forstandig og tage afstand fra de her påstande. Jeg håber, at Kristian Thulesen Dahl vil gøre det, som Søren Espersen ikke kan - nemlig at lægge afstand til de udtalelser, siger Nadeem Farooq.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til Mogens Camres tweet fra partiformand Kristian Thulesen Dahl.