Radikale ønsker økonomisk plan i muligt bytte for Arne-pension og grænsekontrol

Regeringen skal levere en økonomisk plan, hvis finanslovsforhandlinger skal glide nemt, siger Morten Østergaard.

Politisk leder Morten Østergaard talte her til formiddag til medlemmerne i partiet. Her slog han fast, at partiet vil have en grøn og økonomisk plan, der rækker fem år frem i tiden. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

- Regeringen skal levere en grøn, økonomisk plan frem mod 2025.

Sådan lød det fra talerstolen på Hotel Nyborg Strand, da De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, ved frokosttid leverede sin landsmødetale.

Stående ovationer og klapsalver udeblev, for den stigende coronasmitte har fået partiet til at omlægge landsmødet til et digitalt et af slagsen.

Tilbage til det radikale ønske siger Morten Østergaard, at partiet vil gå ind i finanslovsforhandlingerne med et krav om, at der lægges planer for CO2-reduktion og den økonomiske ramme de kommende fem år.

- Vi vil have at fremtidens økonomiske planer for at være ansvarlige også rummer krav om CO2-reduktion og økonomi til at gøre det til virkelighed. Det savner vi nu. Regeringen har lagt nogle økonomiske planer frem, der er kendetegnet ved, at CO2-reduktion intet fylder i dem. Der er ikke afsat penge. Der er ikke sat mål.

Det radikale krav kommer, fordi regeringen nu er begyndt at bruge penge fra det økonomiske råderum til flere af dens forslag. For eksempel lægges der op til at bruge 2,2 milliarder kroner i 2022 på regeringens ret til tidligere pension – den, hvor bryggeriarbejderen Arne Juhl er blevet billedet på forslaget.

Den radikale fælde skal klappe

Det efterlader ifølge Morten Østergaard ikke plads til at få sat et tilpas grønt aftryk, som han betegner som en ”bunden opgave”.

- Bekymringen er, at tingene dermed prioriterer sig selv. Så forhandler man politi det ene sted og pension det andet sted. Den dag, man kommer til klimaet, er pengene brugt på noget andet, siger han.

Og derfor vil partiet have en økonomisk plan, så regeringen kan bindes til at levere på det grønne område.

- Fælden klapper, når man laver økonomiske planer. Så kan man ikke bare lægge et enkelt udspil frem her og der. Så er det den store sammenhæng skal vise sig. Det er den, vi savner lige nu.

Sådan her så det ud i salen, da Morten Østergaard holdt sin landsmødetale. De 432 delegerede sidder hjemme i stuerne og følger med i det digitale landsmøde, mens kun Morten Østergaard og gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen er tilstede fysisk på landsmødet. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Kræver plan for finanslov

Hvor stejlt står du på det her krav om en samlet økonomisk og grøn plan?

- Det går ikke for os at lave en finanslov, der ikke bidrager til den grønne omstilling og sætter en klar retning for den CO2-reduktion, vi skal lave nu og her og i de kommende år. Hvis ikke man vil det, så får vi en udfordring med at få lavet en finanslov.

Men hvis du får din vilje her, så betyder det vel også, at du skal give nogle indrømmelser, hvor I ikke nødvendigvis kunne være med, hvis det var delaftaler?

- Ja, helt klart. Det er det, den samlede plan kan gøre. At vi kan få enderne til at mødes mod hinanden. Det er vi helt klar til.

Skal man forstå det sådan, at hvis I får en samlet økonomisk plan, så er I også klar til at lægge radikale stemmer til en pension til Arne?

- Det kan man ikke sige på den måde. Det er i virkeligheden omvendt. Det går ikke bare at lave en pensionsaftale uden at have en plan for, hvordan vi når de fælles mål om en klimaaftale. Vi er klar til at forhandle om, hvad vi gør for de nedslidte i vores samfund. Men så er vi nødt til at have en samlet plan.

Klar til kompromisser

Hvis I går med på en økonomisk plan, så risikerer I også, at der kommer initiativer, I kæmper imod som fortsat eller øget grænsekontrol?

- Det er helt klart, at hvis man ønsker samarbejde, som vi gør, så skal man også være villig til at gå på kompromis.

Men hvis du får de grønne ting, du ønsker dig – er du så også klar til at give indrømmelser i forhold til grænsekontrollen?

- Hvis jeg får de grønne ting, jeg gerne vil have, og en økonomisk plan, der hænger sammen, så kan vi sagtens forhandle både om politi og pension. Men det er nødt til at være i den rækkefølge, for ellers kan vi ikke se for os, hvordan vi skal nå vores økonomiske mål.

De Radikales landsmøde skulle oprindelig været fortsat frem til søndag, men er i år kortet ned på grund af den stigende coronasmitte. Foruden økonomiske planer sagde Morten Østergaard også, at partiet nu indleder en undersøgelse af sexisme i partiet. Det sker, fordi der også i De Radikale har været eksempler på en forkert kultur.

DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, har skrevet fortællingen om De Radikale i kort form. Den kan du læse ved at klikke her.

Facebook
Twitter