Radikale og socialdemokrater: Øremærket barsel til mænd er en god idé

Regeringen droppede at indføre øremærket barsel til fædre, men en lang række SR-kandidater kalder det en god idé. Også et par ministre.

En stor del af de radikale og socialdemokratiske folketingskandidater mener, at øremærket barsel til mænd er en god idé. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

En lang række socialdemokratiske og radikale folketingsmedlemmer og -kandidater vil have øremærket en længere periode af barslen til mænd.

Det svarer de i DR og Altingets kandidattest, hvor i alt 36 ud af 58 S-kandidater svarer, at det er en god idé. For R-kandidaterne drejer det sig 44 ud af 62 kandidater.

Svarene står i kontrast til, at SR-regeringen i efteråret 2013 under stor tumult droppede sine planer om øremærket barsel til mænd, selvom det var skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Blandt kandidaterne, der kalder øremærket barsel til mænd for en god idé, er både de Radikales politiske leder, Morten Østergaard, ligestillingsminister Manu Sareen (R), Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) og hans partis ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

Paradoksal stor opbakning

Regeringen lagde barselsplanerne i graven til stor utilfredshed i især det radikale bagland. Her mener Pernille Boye Koch, der er radikal folketingskandidat i København, at det er ærgerligt, at hendes partitop mener ét i en kandidattest, men reelt gør noget andet.

- Vi er mange, der gerne ville have, at der var sket noget mere på det område. Så på den måde er det paradoksalt, at opbakningen er så stor helt ind i ministerkredse og hos min egen partiformand, siger Pernille Boye Koch.

Netop Morten Østergaard, der er politisk leder for de Radikale, svarer i kandidattesten, at han går ind for at øremærke barsel til mænd.

Men på trods af den brede politiske opbakning til forslaget, mener han ikke, at det er muligt lige nu.

- Det er og har længe været radikal politik, men min vurdering som politisk leder er, at det vil kræve, at man er i stand til at udvide hele barselsperioden. Det er vores synspunkt. Men hvornår det kan lade sig gøre, tør jeg ikke give et bud på, siger Morten Østergaard.

- Jeg har lige siden vores landsmøde sagt, at det vil være fornuftigt at indføre øremærket barsel til mænd, hvis man er i stand til at udvide barselsperioden. Det var også sådan, at det blev indført i vores nabolande, siger han.

Det er hundedyrt

Ligestillingsminister Manu Sareen svarer som sin partiformand, at det er en god idé med øremærket barsel.

Manu Sareen, du er ligestillingsminister, så hvorfor kæmper du ikke for det?

- Det gør jeg sådan set også. Regeringen fremlagde en plan, som vi ikke mente, var god nok, og som jeg blandt andre var bannerfører for. Vi kunne se, at der var familier, som ikke ville tage barselsorlov, fordi det var noget, som man tog fra kvinder og gav til mænd, siger Manu Sareen.

Han peger på Sverige som et godt eksempel, hvor man har udvidet hele barselsperioden og øremærket noget af barslen til fædrene. Men det kan ikke lade sig gøre herhjemme lige nu, mener han.

- Det er hundedyrt, og det er der ikke penge til lige nu. Men det betyder ikke, at det ikke er en god ide. For det synes jeg, at det er, siger Manu Sareen.

Lykketoft: Mange frygter en rigid ordning

Da SR-regeringen aflivede sine planer om øremærket barsel til mænd, var det ifølge daværende R-leder Margrethe Vestager primært de socialdemokratiske ministre, som førte kniven.

Tidligere S-formand og nuværende folketingsformand, Mogens Lykketoft, mener imidlertid ikke, at regeringen har ændret sin barselspolitik.

Han siger, ligesom Manu Sareen, at der lige nu ikke er penge til at forlænge den samlede barselsperiode, og derfor kan man ikke øremærke noget af den til mænd.

- Sagen er den, at regeringen har besluttet ikke at fremme den sag, fordi der ikke er penge til samtidig - som man gjorde det i andre nordiske lande - at udvide den samlede barsel. Og så er mange bange for, at en rigid ordning vil betyde mindre samlet barsel, siger Mogens Lykketoft.

- Men det betyder jo ikke, at hverken jeg eller andre har opgivet tanken om, at vi på et tidspunkt finder penge til en udvidet barsel og dermed også rum til en øremærket, større barsel til mændene, siger han.

R-kandidat: Øremærket barsel nu

Tilbage i det radikale bagland opfordrer folketingskandidat Pernille Boye Koch regeringen til at gøre noget ved den øremærkede barsel til mænd allerede i denne valgperiode, som udløber om mindre end et halvt år.

Det vil være et 'super vigtigt signal', mener hun.

- Man skal tage hul på det og begynde at give noget øremærket barsel til mænd, siger Pernille Boye Koch.

- Det skal ikke nødvendigvis være drastisk som i fulde tre måneder til mænd, men man kan sagtens starte lidt mere beskedent med en overgangsordning, så folk kan indrette sig, siger hun.

Facebook
Twitter