Radikale om ghettorapport: Ligegyldigt med falsk skæg- og frikadellepolitik

Morten Østergaard (R) frygter symbolpolitisk opgør med parallelsamfund.

Det er vigtigere at sætte ind i daginstitutioner end at praktisere symbolpolitik, mener Morten Østergaard (RV). (Foto: John Johansen © dr)

I Danmark lever 28.000 familier i et parallelsamfund, konstaterer en ny analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Men de Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, betvivler, at mere statistik på området gavner noget.

- Man ved jo godt, hvad problemerne er. Der er alt for meget symbolpolitik og alt for meget tro på, at vi inde på Christiansborg kan sidde med statistikken og et lovforslag og klare de her problemer, siger han.

Det er økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), som står i spidsen for at udarbejde regeringens kommende udspil til et opgør med parallelsamfundene.

- Det er vigtigt, at vi bevarer den gensidige tillid i det danske samfund. Og ikke har grupper, der lever separeret med arbejdsløshed og kriminalitet til følge, sagde ministeren, da analysen blev fremlagt tidligere i dag.

Virkeligheden er dog en anden, mener Morten Østergaard, der netop har tilbragt tre døgn i ghettoområdet Vollsmose i Odense.

- De forældre, jeg har mødt i Vollsmose, vil det bedste for deres børn og give dem en opvækst, der er præget af det samfund, de lever i, og ikke parallelsamfundet. Det skal vi bygge på - i stedet for ligegyldigheder som falsk skæg og frikadeller på menuen, siger han med hentydning til regeringens samt DF og Socialdemokratiets nylige udmeldinger om maskeringsforbud og svinekød i daginstitutionerne. Blandt andet ønsker V, DF og S, at kommunalbestyrelser vedtager retningslinjer, der sikrer, at der eksempelvis serveres svinekød i dagsinstitutioner.

De Radikales leder mener i stedet, at der skal større fokus på fordelingen i daginstitutionerne, sættes tidligere ind over for kriminelle 15-16-årige, og støttes bedre op om pædagoger og socialarbejdere.

S er åbne for aftale med regeringen

Opgøret med parallelsamfund i Danmark var hovedtemaet i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale.

Og mens der er kritiske røster fra Radikale Venstre, så lyder der mere imødekommende toner fra Socialdemokratiet.

- Jeg tror faktisk godt, at vi kan blive enige med regeringen. For det virker til, at vi er enige om det vigtigste, nemlig at vi skal leve sammen i det her samfund. Den der tendens til, at vi isoleres i hver vores kulturelle og religiøse ghetto, den går ikke, siger partiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye.

Der er brug for en fælles ambition, mener han.

- Uanset, om man har en rød eller blå borgmester eller statsminister, så bør de store partier kunne finde sammen om en langsigtet plan. For det er forudsætningen for, at vi kan få en ordentlig sammensætning i daginstitutioner og folkeskoler, siger Mattias Tesfaye.