Radikale om kystbyggeri: Venstre-regeringen smadrer alt

Regeringen får hård kritik af oppositionen for at tillade flere hoteller og sommerhuse nær kysterne.

Den tidligere radikale miljøminister Ida Auken er forarget over regeringen forslag om at tillade flere hoteller ved kysterne. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Med regeringens forslag om at gøre det muligt for kommunerne at bygge tæt på landets kyster - uden at spørge staten først - spilles der hasard med det, der er allerfinest ved Danmark.

Så hård er kritikken fra de radikales miljøordfører og tidligere miljøminister Ida Auken.

- Det her har Venstre villet i årevis, men nu er der andre borgerlige partier, som vil støtte det, og sætte det Danmark, vi kender, over styr sammen med en vanvittig Venstre-regering, som er ved at smadre alt, hvad de kender, siger hun:

- De er ved at ramme toppen af, hvad jeg vil acceptere, siger Ida Auken.

R: Turister kommer for åbne kyster

Ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) vil forslaget gøre det lettere for kommunerne at bygge sommerhuse, feriecentre og hoteller tæt på kysten - og dermed skabe vækst og bedre vilkår for turismen.

Ida Auken, det er jo meningen, at det her skal tiltrække flere turister ved at bygge ferieparker, sommerhuse, osv. Er det ikke fint, at turisterne får mere glæde af de danske kyster?

- Turisterne kommer for de åbne, frie kyster. Nogle steder skal der være muligheder for at bygge, men ti projekter har fået dispensation, så der bliver allerede bygget meget, siger Ida Auken.

Giver det ikke en mere fair balance, at det ikke kun er nogle kommuner, der kan bygge ved kysterne, men at det nu er alle, der kan gøre det?

- Nogle kommuner har peget på, at de gerne vil have, at det bliver styret centralt. Fordi det kan give problemer med at kæmpe mod hinanden på en uhensigtsmæssig måde. Når den ene kommune bygger noget, så vil den anden også, idet det er de samme investeringer, de slås om, siger Ida Auken.

SF: En naturhistorisk bommert

Regeringen vil også ophæve strandbeskyttelseslinjens forbudszone, når det gælder bynære områder mellem by og havn. Det skriver Jyllands-Posten.

Med det forslag er regeringen i færd med at begå en naturhistorisk bommert, mener SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- De ubebyggede danske kyster er fuldstændig unikke i Europa og dermed noget af det mest danske, vi har. Det må vi altså ikke sælge ud af for at gøre et par Venstre-borgmestre tilfredse.

- Det grænser til uærlighed, når Venstre får det til at lyde som om, det drejer sig om klubhuse, bænke og højbede i forslaget, når det her kan ændre de smukke danske kyster markant.

Regeringen præsenterer klokken 12 sin vækstplan med '100' initiativer'.

Facebook
Twitter