Radikale Venstre melder afbud til regeringsforhandlinger

De var ellers indkaldt til samlede forhandlinger med alle partier i rød blok.

Morten Østergaard (RV) er ikke en del af aftenens forhandlinger (Foto: Tariq Mikkel Khan © Scanpix)

Alle Mette Frederiksens (S) støttepartier skulle her til aften have været til samlede regeringsforhandlinger for første gang.

Men forhandlingerne bliver uden Radikale Venstre, som har valgt ikke at dukke op på grund af utilfredshed med fremskridtet i forhandlingerne.

Det bekræfter partiet over for DR Nyheder.

Det er under en time siden, at partiets politiske leder, Morten Østergaard, kom ud fra individuelle forhandlinger med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Her ville han ikke love, at han ville møde op igen til forhandlingerne, der begyndte her klokken 18, hvor blandt andet klima var på forhandlingsbordet.

- Vi kommer, når S vil videre med den diskussion, vi har haft nu. Om vi kommer senere kommer an på, hvad dagsordenen er, sagde Morten Østergaard, der viste tydelig utilfredshed med forhandlingerne i dag.

- Vi har snakket om økonomien og værdipolitikken. Vi kom ikke, som vi havde forventet, til spørgsmålet om fattige børn i danmark, og der var heller ikke nyt om, hvad vi gør for børnene på Sjælsmark. Så det var et skridt frem og to tilbage, så vi har meddelt Socialdemokratiet, at før vi kommer videre med økonomien og det værdipolitiske, er det svært at færdiggøre de ting, hvor vi er tættere på hinanden, sagde han.

SF: Lyder ikke særlig 'radikalt'

Radikale Venstres afbud undrer de andre forhandlingspartnere i rød blok.

- Jeg ville da ønske, alle partier var til stede. Det er nyt for mig, at det ikke er sådan. Vi kommer, når der bliver kaldt, siger Enhedslistens Pernille Skipper på vej ind til forhandlingerne.

Pia Olsen Dyhr (SF) tager retorikken en gang længere:

- Jeg er dybt forundret. Jeg tænker, man skal komme, når man bliver inviteret til møde. Man får ikke indflydelse, hvis man ikke er til stede.

- Jeg synes, det er overraskende, at han ikke kommer. Man har alle tiders mulighed for at få indflydelse, og det takker man nej til. Det lyder ikke særlig radikalt.

- Ingen har lagt skjul på, at der er politiske knaster. Men klimaet er et område, hvor vi virkelig bevæger os fremad. Socialdemokratiet flytter sig i en grad, vi ikke troede var mulig. Så jeg forstår ikke, Radikale udebliver, siger Pia Olsen Dyhr.

Korrespondent: En lidt dramatisk bombe

Ifølge DR's politiske korrespondent Uffe Tang spiller Morten Østergaard 'højt spil' ved at blive væk fra forhandlingerne.

- Morten Østergaard har her til aften smidt en lidt dramatisk bombe ved at sige, at han ikke vil komme til flere forhandlinger om klimaspørgsmålet, før man er kommet lidt længere med udlændingespørgsmålet og det økonomisk område, siger han og fortsætter:

- Han siger, at der ikke er nogen grund til at tale om det her før, der er styr på alt det andet.

Facebook
Twitter