Radikale vil afskaffe håndværkerfradraget og bruge pengene på uddannelse

Pengene skal gå til et permanent taxameterløft og en afskaffelse af uddannelsesloft, lyder det.

Boligjobordningen skal afskaffes, og pengene skal bruges på uddannelse, lyder det fra de Radikale. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Det skal være slut med at kunne trække udgifter til håndværkerydelser og rengøringshjælp fra i skat. Pengene skal i stedet bruges på uddannelser.

Sådan lyder det fra Radikale Venstre forud for de kommende finanslovsforhandlinger.

Pengene skal blandt andet gå til et permanent taxameterløft på de humanistiske, merkantile og samfundsvidenskabelige uddannelser.

Og så skal uddannelsesloftet afskaffes, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen, der er partiets politiske ordfører og finansordfører.

- Det har været en pine og en plage for rigtig mange studerende og for skoleelever helt ned i 8. klasse, der er bange for, om de skal vælge rigtigt fra første dag.

Taxametertilskuddet står nemlig til at udløbe fra næste år, og hvis der ikke fortsat sikres en bevilling, vil det svække de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser alvorligt, lyder det fra de Radikale.

Allerede i starten af juli var SF, Enhedslisten og de Radikale ude at sige, at den såkaldte boligjobordning skal afskaffes, men var det primært den grønne omstilling, der var i fokus i forhold til, hvad pengene skulle bruges til.

Finanslov præsenteres i næste uge

På onsdag vil regeringspartiet Socialdemokratiet komme med sit bud på en finanslov, og her er Radikale Venstre bekymrede for, om regeringen vil svigte uddannelsesområdet.

- De lovede at stoppe besparelser på uddannelse, og vi har også hørt, at toprocent-besparelserne skal stoppes, men det er ikke nok, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen.

Partiet mener også, at en afskaffelse af boligjobordningen stort set vil kunne finansiere både et permanent taxametertilskud til uddannelserne og afskaffelsen af uddannelsesloftet.

Ligesom Radikale Venstre ønsker Socialdemokratiet også at styrke uddannelsesområdet, men finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) vil ikke forholde sig til konkrete forslag, få dage før regeringen præsenterer sin finanslov.

Finansordføreren vil heller ikke på nuværende tidspunkt svare på, om partiet er med på at sløjfe håndværkerfradraget.

- Men det er klart, at det her med at styrke vores uddannelser til gavn for både de unge mennesker og vores virksomheder ikke er forslag, som ligger langt fra, hvordan vi selv gerne vil styrke Danmark, siger han.

S: Uddannelsesloftet skal væk

Regeringspartiet er helt med på at fjerne uddannelsesloftet, ligesom Radikale Venstre, og det fremgår også af det forståelsespapir, som Socialdemokratiet har lavet med sine støttepartier, påpeger finansordføreren.

- Uddannelsesloftet er ikke et positivt tiltag for vores unge mennesker, som kan blive pressede som konsekvens af det, siger Christian Rabjerg Madsen.

- Vi har et ansvar for, at økonomien hænger sammen, og at der er finansiering til alle forslagene. Men vi ser selvfølgelig frem til at diskutere, hvordan vi styrker vores velfærd og uddannelser, når vi skal diskutere finansloven med de Radikale om gange kort tid.

På tirsdag har Folketinget sin første åbningsdag efter sommerferien, og på onsdag fremlægger regeringen sit første finanslovsforslag.

Socialdemokratiet har tidligere tordnet imod boligjobordningen, men før valget pointerede daværende finansordfører Benny Engelbrecht (S), at det stadig vil være muligt at trække udgifter til håndværkerydelser og rengøringshjælp fra i skat, hvis Mette Frederiksen kom til magten.

Eksempler på ydelser, der kan trækkes fra i skat i dag

  • Almindelig rengøring: Vask og aftørring af flader i boligen. Rengøring af toilet og bad. Støvsugning, gulvvask og boning. Opvask, tøjvask og strygning. Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.m.

  • Vinduespudsning: Indvendig og udvendig

  • Børnepasning: Børnepasning i boligen. Aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter

  • Almindeligt havearbejde m.m.: Græsslåning. Klipning af hæk. Lugning. Beskæring af buske og træer. Snerydning

  • Udvendigt malerarbejde (bortset fra tag): Maling af vinduesrammer (udvendigt). Maling af døre (udvendigt). Maling af ydervægge (udvendigt)

  • Isolering af tag

  • Reparation og forbedring af skorsten: Indsættelse af isolerende foring. Indsættelse af filter. Montering af røgsuger. Ændring af skorstenshøjde

  • Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas: Nye ruder og vinduer. Nye terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas. Forsatsvinduer

  • Udskiftning af yderdøre, terrassedøre mv.: Nye døre

  • Isolering af ydervægge: Isolering. Hulmursisolering

  • Isolering af gulv: Isolering af terrændæk og krybekælder op mod gulv

Kilde: Finansloven 2018

Facebook
Twitter