Terrorlovgivningen truer retssamfundet, mener De Radikale. Partiet kræver en kommission til at granske, hvordan man kan ændre lovene, som blev indført efter terrorangrebet 11. september 2001 på USA.
Det siger De Radikales leder, Margrethe Vestager, til Ritzau. Dermed giver hun sin forgænger, Marianne Jelved, ret i, at kampen mod terror er gået for vidt.
Tippet balance
- Terrorlovgivningen bør revideres. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i skyggen af 11. september gik for vidt og har givet køb på vores egen retssikkerhed, så vi har fået tippet balancen mellem den enkelte borgers retssikkerhed og terrorbekæmpelse, siger Margrethe Vestager.
Hun peger på, at USA's kommende præsident, Barack Obama, vil lukke Guantanamobasen, mens den britiske udenrigsminister David Miliband, har lagt afstand til begrebet "krig mod terror".
Halen mellem benene
Til gengæld støtter statsminister Anders Fogh Rasmussen linjen, som blev lagt af USA's afgående præsident, George W. Bush, påpeger De Radikales leder.
- Over hele verden diskuterer politikere, om vi er gået for vidt og har glemt, at fundamentet for ethvert demokrati er retssamfundet. Og de danske politikere, der ikke tør tage den diskussion, er dem, der stikker halen mellem benene, når det for alvor gør ondt, siger Margrethe Vestager.