Radikale vil stoppe integrationsvurdering af børn

En sag om en thailandsk pige, der er blevet udvist af Danmark, får Radikale Venstre til at kræve lovændring.

Den 13-årige pige Mint måtte i begyndelsen af oktober rejse fra Danmark til Thailand sammen med sin mor. (Arkivfoto) (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø; Niels Ahlmann Olesen; Nils Meilvang; Julien Warnand. © Ritzau Scanpix)

En 13-årig pige ved navn Mint er blevet omtalt adskillige gange i medierne dette efterår, fordi hun i begyndelsen af oktober blev tvunget til at forlade Danmark og rejse til Thailand, hvor hun oprindeligt kommer fra.

Forud for hjemsendelsen fik Mint afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at hun ikke er "integrerbar".

Men det er helt forkert at vurdere, hvorvidt et barn som Mint kan integreres, mener Radikale Venstre. Det er urimeligt, når en af hendes forældre - i dette tilfælde hendes stedfar - er dansk statsborger.

Derfor vil partiet torsdag i Folketinget foreslå en lovændring.

Inden Mint blev udvist af Danmark, boede hun i Køge sammen med sin thailandske mor, danske stedfar og lillebror. Her gik hun i 7. klasse.

Bygger på skræmmebilleder

Pigen kom til Danmark i 2017.

- Vi synes, den her sag er et meget sørgeligt bevis på, at loven om integrationsvurderinger er noget sjusk, som bygger på skræmmebilleder, og som splitter danske statsborgeres familier ad, siger Radikale Venstres udlændingeordfører, Andreas Steenberg.

- Det er derfor, vi har stillet et forslag om simpelthen at lave det om, så danske statsborgere ikke får udvist deres stedbørn.

Integrationsloven blev ændret i 2016. Ændringen betød, at alle børn over otte år, der kommer til Danmark fra udlandet, skal have vurderet deres mulighed for at blive integreret i landet, inden de får opholdstilladelse.

Inden ændringen var en sådan vurdering ikke nødvendig, hvis bare børnenes forældre allerede var i Danmark, og børnene fulgte efter inden for to år.

/ritzau/

Facebook
Twitter