Radikale Venstres folketingsmedlem Kristian Hegaard stopper i politik. Det skriver han på Facebook.
Årsagen er ifølge Hegaard selv, at han "har udvist grænseoverskridende adfærd". Senest skulle det være sket "for nylig" til en fest, hvor Hegaard har været så fuld, at han intet husker fra begivenheden.
- Det er jeg simpelthen så ked af - for jeg har intet ønske om at overskride andres grænser, og jeg beklager dybt.
Han skriver ikke, hvad den grænseoverskridende adfærd består i.
Ikke første gang
Den episode er kommet i kølvandet på, at Hegaard allerede har haft en samtale med den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, om tidligere at have overtrådt et partimedlems grænser til en fest "med en berøring".
- Jeg havde alle intentioner om, at det ikke skulle gentage sig. At jeg efter denne samtale har begået en ny fejltagelse, må jeg tage konsekvensen af, skriver Kristian Hegaard.
Hegaard har derfor valgt at trække sig.
- Jeg har overtrådt de værdier, jeg selv står for. Derfor mener jeg ikke, jeg med troværdighed kan fortsætte i politik for nu og takker derfor af, skriver han.
Han oplyser samtidig, at han ikke kommer til hverken at sygemelde sig eller søge orlov. Han udtræder helt af Folketinget.
Radikale: 'Enige i hans beslutning'
I toppen af partiet er politisk leder Sofie Carsten Nielsen og resten af folketingsgruppens ledelse triste over Kristian Hegaards beslutning om at stoppe. Men:
- Efter at have hørt hans begrundelser er vi enige i hans beslutning og tager den til efterretning, skriver de i en skriftlig kommentar.
Det betyder dog ikke, at politik bør være et lukket kapitel for altid for Kristian Hegaard:
- Vi håber at se kristian i politik igen på et tidspunkt, lyder det.
Partiet oplyser, at Hegaards plads i Folketinget vil blive overtaget af en suppleant.
DR har forsøgt at få flere personer i partiets gruppeledelse til at stille op til interview, men det har de ikke ønsket.
Det er ikke Radikale Venstres første sag om grænseoverskridende adfærd. Sidste år måtte den daværende partileder, Morten Østergaard, trække sig fra posten efter at have krænket partifællen Lotte Rod.
30-årige Kristian Hegaard har indtil nu været Radikale Venstres retsordfører, udlændingeordfører og socialordfører.
Han har siddet i Folketinget for partiet siden valget i 2019. Inden da har han været stedfortræder i Folketinget i tre måneder i 2017.
Han sidder også i byrådet i Fredensborg Kommune.