Radikales nye leder har taget en snak med baglandet, og 'konklusionen er helt klar': Vil i regering

Partiet står stadig fast på Rwanda-krav.

(Foto: © Nikolai Linares, Ritzau Scanpix)

Det Radikale Venstres ambition er utvetydigt at indgå i regering.

Sådan lyder budskabet fra den nyvalgte leder, Martin Lidegaard, efter et møde i partiets hovedbestyrelse i dag.

- Konklusionen er helt klar. Vi vil gerne i regering, og vi vil gerne i en bred regering. Men selvfølgelig med det politiske indhold, som er radikalt – klima, børns trivsel, få luget ud i skøre udlændingeregler og ikke mindst en ansvarlig økonomi under det hele, siger han.

Formålet med mødet er blandt andet at vende Radikales politiske krav til en kommende regering med baglandet, så Martin Lidegaard har et helt klart mandat ved forhandlingerne.

Flere regeringskonstellationer

Den nyvalgte radikale leder afviser ikke, at partiet kan indgå i en regering med Moderaterne og de borgerlige partier Venstre og Konservative.

- I princippet kunne jeg se alle mulige kombinationer for mig, siger Martin Lidegaard.

Det er kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen (M) - sideløbende med regeringsforhandlingerne på Marienborg - arbejder i kulissen og taler med de borgerlige partier og De Radikale.

Martin Lidegaard deltager gerne i den samtale. Men hovedfokus er de forhandlinger, Mette Frederiksen leder.

- Vi konsulterer også de andre partier omkring midten selvfølgelig, og vi vil gerne være med til at facilitere en god proces, men vi har peget på en kongelig undersøger, og hovedsporet er selvfølgelig hos hende på Marienborg, siger han.

En anden konstellation kunne være et regeringssamarbejde mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Foreholdt den konstruktion gentager Lidegaard, at hans "drømmeregering" er en regering med partier fra begge sider af den politiske midte.

- Det var ikke for sjov, at vi gik til valg på det (en bred regering, red). Jeg har selv skrevet en hel bog om, hvorfor jeg tror, det ville være godt for Danmark.

Også de medlemmer af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse, som DR mødte før og efter mødet i Nyborg, drømmer om en bred regering.

Jacob Netteberg (R) er medlem af hovedbestyrelsesmedlem og medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune. (Foto: © Mathias Svold, Ritzau Scanpix)

Og meget gerne med Konservative og Venstre, hvis man spørger Jacob Netteberg, som var folketingskandidat i Nordsjælland, men ikke blev valgt ind.

- Især synes jeg, Venstre er kommet med mange ting også i valgkampen, som jeg godt kunne se forenes. Men jeg frygter, at personspørgsmål kommer til at være afgørende desværre, siger han.

Han ser dog ikke umiddelbart en regering udelukkende med borgerlige partier og Det Radikale Venstre for sig.

- Jeg har svært ved at se en regering uden Socialdemokratiet, siger han.

Rwanda-planer skal droppes

Efter at have overtaget posten som politisk leder har Martin Lidegaard gjort det klart, at ultimative krav ikke er noget, han gerne gør brug af.

Den radikale leder understreger dog igen søndag, at partiet står fast på, at man ikke kan støtte en regering, der udenom EU vil oprette et modtagecenter for flygtninge i Rwanda.

- Det ville nærmest være vælgerbedrag, hvis vi begyndte at lave vores politik helt om i forhold til Rwanda. Vi har det ligesom EU, FN, venstrefløjen i Danmark, det halve Venstre og Moderaterne - vi synes, det her projekt er en dårlig idé, siger Martin Lidegaard.

Lidegaard gentager, at Det Radikale Venstre ikke mener, at Socialdemokratiets planer om at sende flygtninge til Rwanda "løser nogen problemer".

Samtidig betoner han, at der er masser af såkaldte "landingsbaner", og oversat fra politikersprog betyder det, at Det Radikale er åbne over for at finde et kompromis, hvor man eksempelvis laver et udrejsecenter i et eller flere nordafrikanske lande i samarbejde med EU.

- Vi vil meget gerne tale om, om vi kan gå i spidsen i EU for en ny asylpolitik, der måske tager mere hånd om flygtninge i nærområder og også skaber en bedre sikkerhedssituation for flygtningene.