Rambøll: VKO-flertal forduftet

Ny Alliance går markant tilbage, mens de radikale går frem. Og så er regeringens flertal med Dansk Folkeparti forduftet, viser en meningsmåling fra Rambøll Management.

VKO kan kun mønstre 83 mandater i målingen (arkivfoto) (Foto: Heine Pedersen © Heine Pedersen)

VKO-flertallet er væk, og De Radikale og Ny Alliance sidder med nøglen til magten efter næste valg.

Det viser en Rambøll-meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten.

Ny Alliance har med en tilbagegang fra 9,8 til 4,3 procent af stemmerne ganske vist tabt hver anden vælger siden Rambølls undersøgelse i juni, men De Radikale har genvundet formen med Margrethe Vestager som ny leder.

De Radikale ligger således med 9,7 procent af stemmerne nu over valgresultatet i 2005 på 9,2 procent.

Kun 83 mandater til VKO

VKO kan i undersøgelsen kun mønstre 83 mandater, og dermed skal Fogh bruge Ny Alliances otte mandater eller De Radikales 17 for at få et flertal.

Såvel Venstre, som De Konservative og Dansk Folkeparti står også til dårligere resultater end ved sidste folketingsvalg. Også Enhedslisten står til tilbagegang.

Socialdemokraterne er på status quo, mens valgets vinder ifølge Rambøll-undersøgelsen bliver Socialistisk Folkeparti med en fremgang fra 6,0 til 9,5 procent af stemmerne.

Trods vælgerlussingen til Ny Alliance er partistifter Gitte Seeberg tilfreds:

- Det vigtigste er, at VKO-flertallet er væk, fordi Fogh vil blive tvunget til at samarbejde hen over midten.

FacebookTwitter